Til Haverslev
Vi havde forlængst fastsat afgang til onsdag den 17. juni, da vi lige skulle have JUBII-sejladsen med.
Men der blev meldt om en del regn onsdag eftermiddag, så vi udsatte det en dag. Til gengæld fik vi sejlet båden ind til Lemvig Havn, fik tanket 67 liter diesel på og fik pakket tøj og mad o.s.v. i båden.
Torsdag morgen spiste vi morgenmad og tog det sidste i hånden og gik ned til båden og sejlede ud kl 9:15 og kom under Oddesund kl 11:15. Der var 5-8 m/s fra SW og vi kunne holde træk i forsejlet. Efter broen gik det også fint og ved Jegind Tap kunne vi bomme og det gik fint på bagbord halse igen.
Vi havde medstrøm! Da vi kom til den lange rende ind mod Løgstør var vinden lige bagind og vi gik lidt i stå. KK startede motoren til vi var kommet forbi havnefronten. Derefter igen for sejl til Aggersundbroen, som vi kom under 17:15. Kl 18:45 gik vi ind i Haverslev – og vi var kun på grund én gang, hvor vi straks gled af igen.
Så nu har vi også været i Haverslev! Det kostede faktisk kun 40 kr. inkl. strøm!!
Efter aftensmaden gik vi en lille tur – det var hurtig overset.
Til Aalborg
Næste morgen var det et fantastisk vejr – men ingen vind. Vi tøffede ud (og fulgte vores eget spor) kl. 9:20 og spiste morgenmad på turen.
Det blev for motor til Vestre Bådehavn i Aalborg, hvor vi fandt en fin plads helt inde i bunden kl. 12:25 log 74.
Efter frokost gik vi en tur op i Aalborg og fik kigget lidt på byen.
Tilbage på havnen fik vi eftermiddagskaffe og vi kom i snak med båden indenfor, der var i færd med at sætte 2 master på en 32 fods motorsejler, som de boede på og planen var at sejle til Svalbard, hvorefter han ville sejle alene gennem Nordvestpassagen, medens hun skulle tværs over Alaska på hundeslæde, hvorefter de skulle mødes igen. Han fiskede jomfruhummere og han hev en stor pose haler op af fryseren, som vi fik for 100 kr.
Til Hals
Næste morgen tøffede vi ud kl. 8:35 og kom under Jernbanebroen kl 8:45 og Limfjordsbroen kl. 9:00. Vi satte sejl og det gik ikke så hurtigt, men ind imellem havde vi fart på.
Vi startede motoren et par gange, det var en fin tur. Vi ankom til Hals kl. 12:00 log 91 og fandt en fin pæleplads.
Vi kom til at ligge ved siden af et ældre par fra Østrig, som havde båden liggende i Kappeln. De sejlede ca. 3-3½ måned hver sommer og havde i mange år sejlet Baltikum tyndt.
Vi blev enige om at tage en overliggerdag, da der blev meldt om en temmelig frisk vind fra vest-nordvest – altså lige bagind. Det gad vi ikke, da vi jo har tid nok.
Så vi sov længe næste dag – som var KKs 75 års fødselsdag!! Han fik et par bøger af Irene i fødselsdagsgave. I løbet af dagen blev der sendt mange hilsener på både det éne og det andet medie og hans gamle onkel i Struer på 98 og hans tante på 88 i Frederikshavn ringede og gratulerede. Alle vore 3 børn, KKs’s nevø og hans søster ringede også. Så det blev en dejlig dag – hvor vejret selvfølgelig var fantastisk.
Til Anholt
Vi fyldte vandtanken op og tøffede ud og satte storsejlet kl. 8:35. Der var ikke ret meget vind, så vi havde motoren kørende hele dagen. Den første halve time havde vi 1,5 knob medstrøm, så det gik rigtig godt.
Vejret var fantastisk bortset fra vindretningen lige bagind. KK satte en “preventer” på bommen, således den blev holdt på plads. Vi spiste morgenmad på vej ud mod “Salt & Peber” og fortsatte så ellers lige ud med kurs mod Anholt. Selvstyreren klarede det hele vejen.

Vi fik frokost og langt om længe kunne vi se Anholt dukke op på horisonten.
Anholt
Dag 6: Vi sov længe og fik morgenmad. KK kom i gang med beretningen her og fik også klaret lidt kontorarbejde.
Efter frokost gik vi en tur op på øen på vejen “Gennem landet” og købte bl a en bakke jordbær.
Tilbage i båden fik vi eftermiddagskaffe og sad og kiggede på de mange både og læste lidt.
Dag 7: Vi sov længe! Senere på formiddagen gik vi en lang tur i vandkanten, så huden på tæerne fik en god, gratis behandling.

Sidst på eftermiddagen var vi inde hos havnehøkeren og købte nye kartofler og en bakke jordbær.
Til Gilleleje
Vi forlod Anholt efter 3 dage. Sejlene blev sat i forhavnen kl 9:15 – og vind var der nok af. 8-10 m/s fra vestnordvest som meldt, men laaangsomt aftagende, således der kun var 5-6 m/s de sidste 2-3 timer.
vi spiste frokost undervejs og kl 16:20 / log 180 tog vi sejlene ned i forhavnen i Gilleleje.

Det var en gyngende, men alligevel dejlig tur i det flotte vejr😎

Vi gik en lille tur op i byen og fik handlet lidt ind.

Vi sad faktisk i kahytten og spiste aftensmad, da her var den bedste temperatur.
Til Hornbæk
Efter morgenmaden – hvor KK lavede blødkogte æg – tøffede vi ud kl 10:15. Det var fantastisk vejr, varmt, men kun 2-3 m/s fra en østlig retning. Så det blev for motor.

Kl 11:20 log 186 gik vi ind i Hornbæk Havn. Her blev vi et par dage.


Lørdag morgen sov vi så længe vi kunne, men det blev hurtigt for varmt. Vi gik en lille tur og fik handlet lidt ind.
Resten af dagen lå vi i skyggen og gispede. Det viste sig også, at der 2 steder i landet blev sat varmerekord – altså den højeste temperatur målt nogensinde i Danmark. Det var dog ikke i Hornbæk!
Vi kunne se på DMIs radarkort, at der ville komme noget regn ved 18:30-tiden, så vi pakkede solsejlet ned og gjorde klar og fik sat aftensmaden, Cæsarsalat, på bordet.
Så blev vi råbt an af en båd, at det var deres plads og at den skulle de have nu. KK sagde, at den ikke stod på rød og at vi havde betalt. De råbte, at de havde haft ringet til Havnefogeden og at han havde sat en seddel på. Vi kiggede efter og det var ingen seddel. Vi sagde, at vi ikke ville flytte. Så råbte de, at det måtte blive op til havnefogeden. Så råbte KK, at han ville gå derop. Men selvfølgelig var der låst hos havnefogeden! Der havde hele eftermiddagen været en trafik af både, der ledte efter plads – men KK spottede en plads helt inde i det i inderste hjørne, så vi rykkede derind. Selvfølgelig begyndte det at regne samtidig – men det blev nu kun til dråber!

Træls oplevelse og rigtig dårlig måde at behandle en gæstesejler på.
Til Råå
Efter 2 dage i Hornbæk med fulde svenskere ville vi videre og kl 10:50 tøffede vi ud og satte sejl – men lod motoren køre. Der var ikke meget vind og retningen skiftede hele tiden. Lidt før Kronborg drejede vi til bagbord, så vi kunne passere trafiksepareringszonen vinkelret . Vi havde haft motoren stoppet et stykke tid, men da vi var forbi midtfarvandsbøjen startede vi den igen, da vi ville være sikker på at passere klart foran et sydfra kommende fragtskib.
Lidt efter skulle vi også passere færgerne og det gik fint. Kl 13:15 log 200 gik vi ind i Råå, en Marina lige syd for Helsingborg og fandt en fin pæleplads. Her har vi aldrig været før.

Vi var oppe og betale, hvorefter frokosten kom på bordet.

Til Norreborg på Hven
Vi sov dejligt længe med de lidt lavere temperaturer. Efter morgenmaden gik vi en tur op i en stor Hjertmanns udstyrsbutik på havnen, men blev dog ikke fristet.
Vi tøffede ud kl 11:30 og 45 minutter senere efter 5 sømil lå vi på en udmærket plads i Norreborg på Hven. Her har vi aldrig været før.


Efter frokost gik vi en tur op på Tycho Brahe museet.

Selve havnen var sådan set lidt irriterende at ligge i. Selvom vinden kom fra nordvest kunne bølgerne alligevel dreje rundt om dækmolen og det var ret så uroligt at være i båden. KK vi sat en ekstra “bungee” på hver forfortøjning. Det gik dog uden at vi blev søsyge og det blev også bedre om natten, hvor vinden flovede.
Til Vedbæk
Efter morgenmaden tøffede vi ud kl 10:10 i meget svag nordvestlig vind og solskin.

Vi drejede omkring det nordlige hjørne og drejede mod sydvest.

Uden for Vedbæk Havn lå skoleskibet Danmark for anker. Kl 11:25 efter 7 sømil gik vi ind i Vedbæk, hvor vi aldrig har været før.

Inden vi fandt en plads tankede vi diesel til 16,50 kr. Mororen har kørt 21,4 timer på turen, hvor vi har brugt godt 29 liter, så vi har faktisk kun brugt 1,37 liter i timen. Det er faktisk rekord. Spændende hvordan det ser ud, når vi er hjemme igen.

Til Margretheholms Havn
Efter morgenmaden tøffede vi lige så stille sydpå kl 10:35, medens vi kiggede ind på de flotte Strandvejsvillaer. Der ligger huse for mange, mange millioner på denne strækning.

Vi havde ikke mange omdrejninger på motoren, da vi skulle under en bro, der kun åbnede hver anden time og derfor var i god tid.

Vi kom forbi Kronløbet, hvor adskillige store krydstogt skibe lå.

Broen gik op præcis kl 12 og 10 minutter senere lå vi fortøjet i Margretheholms Havn, hvor vi ikke har været før.
Efter 14 dages sejlads stod loggen på 223 sømil.

Her ville vi blive nogle dage, da vejret så ud til at blive ret så blæsende. Midt på eftermiddagen bestilte KK 2 billetter til Tivolirevyen😎
Der lå en Omega 34 – Woglinde DEN 317, som vi snakkede med. Den var til salg.
Næste morgen var det stadig godt vejr; men lidt før 12 begyndte det at regne. KK ændrede forfortøjningerne fra dobbelte til enkelte og satte en stribe “bungees” på, således vi var klar til frisk vind den kommende nat.


Det regnede og det regnede. Sidst på eftermiddagen tog vi paraplyen og gik de godt 5 minutter hen til busstoppestedet- og det dryppede næsten ikke. Små 20 minutter senere stod vi af ved Hovedbanegården i solskin. Revybiletten gav adgang til Tivoli, så vi gik over gaden og ind. Vi gik rundt og kiggede på det hele og fandt også et spisested, hvor vi fik aftensmad.

Bagefter så vi Tivolirevyen. Den var sjov og vi grinede meget😁

Fredag morgen sov vi længe. Sidst på formiddagen gik vi op og tog bussen ind til Hovedbanegårdenn. Vi gik en lang tur ned gennem Strøget, op til Torvehallerne, videre gennem Strøget og Nyhavn, over broen til Christianshavn, hvor vi handlede i Brugsen på Christianshavn Torv og tog bagefter bussen “hjem.
11.000 skridt! Afslapning i båden resten af dagen, hvor vindmåleren jævnligt stod på 14 m/s.
Lørdag sov vi også længe. Ved 11:30-tiden tog bi bussen et par stoppesteder og stod af ved operaen. Vi gik langs kanalen til fodgængerbroen ved Trangraven. Herfra fik vi over til Nyhavn og videre til Strøget, op ad Købmagergade og ned ad Nørregade og Studiestræde til Vesterbrogade, hvor vi var inde på The Old Irish Pub, hvor vi fik en stor Guiness og et stykke rugbrød med roastbeef. Bagefter gik vi ned ad HC Andersens Boulevard, hvor vi så en Netto. Her købte vi lidt småting og gik hen til Hovedbanegården, hvorfra vi tog bussen “hjem”. Godt 10.000 skridt! Og så var der dømt cockpitslummer!
Lørdag aften ved 23:30-tiden kom der nogle gevaldige brag og der var et gevaldigt fyrværkeri formentlig inde over Tivoli:

Søndag morgen sov vi endnu engang længe, da der igen var meldt frisk vind. Efter morgenmaden gik vi en tur hen på Holmen og kiggede på nogle af de mange husbåde. På tilbagevejen gig vi ind gennem det store Street Food område, Reffen. Men vi gik “hjem” og fik frokost.
Mandag havde vejrudsigten sagt frisk vestenvind over middag og regn. Men da vi kiggede på en frisk vejrudsigt om formiddagen var den ændret til ingen vind og støvregn. Vi kunne så først komme under broen kl 12, så vi fastholdt beslutningen om at blive her. Vi gik en lille tur, hvor det ikke regnede, men opholdt os ellers i båden. Efter frokost fik vi en god middagslur og derefter så “vi Tour de France. Vi kiggede på vejrudsigterne, men det så fortsat ud til temmelig frisk vind de næste 2 dage og regn tirsdag!
Tirsdag vågnede vi i regnvejr. Det eneste vi var ude af båden var, da KK var henne og betale. Irene var ikke fra borde. Senere blæste det op som meldt. Men vi hyggede os heldigvis alligevel.
Onsdag sov vi længe. Da vi vågnede, var der blå himmell, men so meldt frisk vind. Sidst på formiddagen gik vi ind til gangbroen over til Nyhavn og videre rundt om Kongens Nytorv, op gennem Strøget.


På Gråbrødre Torv fik vi frokost.

Vi havde aftalt med Havfruen at mødes til jazz på Højbro Plads. Bagefter fandt vi et sted, hvor vi fik en øl.

Bagefter gik vi over til Christianshavn Torv, handlede lidt ind og tog bussen ud til Refshaleøen og hjem til båden. Vi gik tidligt til køjs, da vi ville under broen ind til havnen inden den lukkede kl 7.
Til Køge
Vi stod op kl 6 og kl 6:40 tøffede vi ud, da broen var åben ind til kl 7. Vi satte sejl, selvom der ikke var meget vind og det kom skråt bagfra. Solskin og sommer. Vi havde motoren stoppet et par gange.

Da vi drejede mod sydvest og trak sejlene helt hjem til bidevind gik det udmærket. Men det kneb at holde højde og efter en times tid faldt vinden til 2-3 m/s.
Til sidst tog vi sejlene ned.
Vi ankom til Køge kl 11:40 og loggen rundede 250 sømil på turen. Her har vi aldrig været før.


Til Faxe Ladeplads
Fredag stod vi op, da vi vågnede. Vi tøffede ud kl 8:10 til stort set havblik og blå himmel – og sådan fortsatte hele dagen.


Vi sejlede tæt forbi Stevns og drejede vestpå forbi Rødvig og kl 12:50 / log 228 gik vi ind i Faxe Ladeplads, hvor vi aldrig har været før.


Til Vordingborg
Lørdag stod vi igen op, da vi vågnede. Vi tøffede derfor ud kl 7:55 og igen i havblik og blå himmel.
Vi er godt nok heldige med vejret.

Vi spiste morgenmad på vejen ud mod Jungshoved, hvor vi drejede ind i Bøgestrømmen. Her var ganske meget ålegræs, således ekkoloddet viste meget lavt vand ind i mellem.

Vi kom under Møn-broen og senere Farø-broen under den lave del.


Kl 12:35 / log 306 gik vi ind i Vordingborg og fandt en fin plads, selvom der ikke var mange tomme.

Og så kom frokosten på bordet!

Til Bandholm
Søndag stod vi op, da vi vågnede. Vi spiste morgenmad, medens vi så WM-kvartfinalen England-Norge, som KK optog i aftes. Så kunne man også spole lidt hurtigere.
Vi tøffede ud kl 9:50 og satte sejle e det samme. Da vi kom ud til løbet op mod broerne rullede vi forsejlet ind og startede motoren.
vi kom under den gamle Storstrømsbro og lidt efter den nye for første gang. Forrige år var den under opførelse.


Efter godt en times motor og storsejl drejede vi sydpå, stoppede motoren og rullede fokken ud igen.
Nu gik det rigtig godt. Vinden øgede lige så stille fra 5-6 m/s til 7-8 m/s og den rummede samtidig, så vi fik mere slæk på skøderne.


Efter et par timer døde vinden igen og vi tog sejlene ned og gik for motor det sidste stykke og anløb Bandholm på Lolland kl 13:55 log 329. Her har vi ikke været før.

Vi fandt en plads, men opdagede, at der ingen ledige strømstik var, så vi flyttede over på en anden plads.


















