Sommertur i Grace 2012 – København

Afgang i frisk vind – som sædvanligt

Så fik vi endelig ferie! Vi havde pakket grace de sidste par aftener, så vi kunne komme af sted så snart vi var hjemme. Så fredag den 29. juni 2012 kl. 14:15 / log 0 tøffede vi ud af havnen, rullede fokken ud og drejede mod Oddesund. Der var frisk SSW-vind, 10-15 m/sek. gennem Bredningen. Vi tog lige farten af et par minutter ved broen, og så gik den op. Herefter flovede det og lidt før Jegind Tap drejede vi op i vinden og satte storsejlet. Vinden var resten af vejen 8-11 m/sek. Det var typisk dansk sommervejr med vekslende skyer og det var egentlig dejlig varmt. Ved Glyngøre satte vi den lille spilerstage op og bortset fra, at vi måtte bomme et par gange – fra cockpittet – så var det en fin tur. Vi tog sejlet ned uden for havnen og 20:35 / 42 gik vi ind i kanalhavnen i Løgstør og fik en plads udenpå en Bianca Lido. Vi fik aftensmad og en portion jordbær inden vi gik til køjs.

Videre til Egense

Lørdag morgen gik vi ud af havnen 8:05 og vi var heldige med strømmen, så vi kom under 8:30 og rullede fokken ud. Vi sad med selvstyreren og spiste morgenmad i svag vind fra SW. Efter morgenmaden satte vi storsejlet og det gik nu ganske godt øst på. Der var ikke ret mange både, der gik samme vej som os, men det gjorde sådan set ikke noget. Der var i år ingen klap på Jernbanebroen og vi nåede Limfjordsbroen kl. 12 og fortsatte videre øst på. Der var efterhånden lidt frisk vind, men meget varierende i styrken. Der var delvist skyer og sol, så det var egentlig fint vejr. Kl. 14:25 / 80 gik vi ind i Egense havn og fik en fin pæleplads. Her blev det endnu varmere og efter en kop eftermiddagskaffe/the gik vi en lille tur. Efter aftensmaden hyggede vi lidt og gik tidligt i seng med vækkeuret sat.

Til Anholt

Og søndag morgen bippede Irenes telefon kl. 03:30 og kl. 04:00 tøffede vi ud af havnen. Vejrmeldingen sagde SW 5-7 m/s, altså en fin vindretning, når vi skulle styre 137°. Men til at begynde med var der kun 1-3 m/sek. fra – SØ, selvfølgelig. Si vi kørte for motor i nogle timer, hvorefter vinden øgede lidt, og rummede, hvorefter begge sejl blev sat. Efter et stykke tid blev motoren stoppet og det gik nogenlunde fremad.

Inde over Jylland var der en lang, smal sort skystribe, og da den kom nærmere kunne man se, at det var lave skyer, der rullede frem under de højere skyer. Irene var lidt nervøs for, om der skulle være en masse vind i skyerne. KK mente ikke, at der var bygeskyer, og da de kom nærmere kunne man også se, at der var lyst bagved igen. Vi tog regntøj på, og da skyerne rullede ind drejede vinden i sydvest og øgede lidt, samtidig med, at det regnede lidt. En halv time senere drejede vinden i nordvest og faldt til 4-5 m/s, og lidt efter blev motoren startet igen for at holde en vis hastighed. Da vi nærmede os Anholt kom der en helikopter hen over os på vej mod øen og vi tændte VHF-radioen. Her kunne vi høre en motorbåd, der talte med helikopteren om en anden 11 m lang motorbåd, som var forsvundet syd for Anholt. Helikopteren fløj mange gange frem og tilbage og rundt om hele øen. Jo, der skete da lidt. Vi hørte nu aldrig, hvad det skete med motorbåden. Himlen klarede op og temperaturen steg, og kl. 11:00 / 124 gik vi ind i havnen. KK havde gjort ankeret klar, men det viste sig, at der var bøjer over alt til at binde til, og vi fik en fin plads med udsigt over indsejlingen. Efter en god frokost fik vi en middagslur og sidst på eftermiddagen satte vi teltet op, da vinden var drejet rundt, så vi fik det agten ind, ligesom det også dryppede et par gange. Vi gik en tur rundt på havnen inden vi gik til ro, godt trætte.

Solopgang over Kattegat kl. 04:34

Vi havde besluttet at blive på Anholt et par dage. Allerede om aftenen blæste det op, og hele mandagen stod den på 10 m/sek. fra sydvest. Vi fik cyklerne pakket ud og cyklede op til byen. Der var en stejl bakke, så det gav da lidt motion. Vi cyklede gennem byen helt ud til Sønderbjerg, hvor vi kravlede op og fik den flotte udsigt. Desværre kunne vi ikke se særlig langt. Det var lidt koldt, og vi fik lidt ondt i ørerne. På vejen tilbage var vi inde ved købmanden og fik provianteret lidt og cyklede øst om højdedraget langs med ørkenen og forbi campingpladsen tilbage til havnen. Her fik vi en kop eftermiddagskaffe inden aftensmaden. Der blev også læst en del i de medbragte bøger.

Tirsdag var det blevet rigtig dejligt vejr igen, ingen vind og blå himmel. Vi tog teltet ned, dejlig tørt. Senere cyklede vi norden om byen og gik en lang tur ud i ørkenen. Det var specielt, men vi synes nu mere, at det var hede en ørken. Vi cyklede hen gennem byen igen og op over bakken tilbage til havnen.

grace skimtes i baggrunden i Anholt Havn

Sidst på eftermiddagen stillede vi et par hynder op, så vi holdt 2 pladser ved fællesgrillen på havnen. Her sad vi om aftenen sammen med en flink familie fra Ry, der havde besøg af deres voksne datter. Pludselig kom en kone hen og spurgte til KK, om han ikke spillede med Hemming og sammen med hende kom Ubbe, én af KK’s studenterkammerater, som han ikke havde set siden 1996 (og der før ikke i små 25 år). KK fik en vældig snak med hende og veninden, der var gift med Ubbes bror og boede i Lodbjerg. Det blev en hyggelig aften, der sluttede med en kop the og et glas af KK’s nye rom, inden vi gik i seng.

Frisk vind over Anholt
Til Sverige

Onsdag morgen stod vi igen tidligt op og kl. 06:30 tøffede vi ud af havnen. Der var sol og ingen vind, så motoren måtte holde for – sammen med autopiloten. Der var ikke mange både på vandet, kun de store skibe i skibsruterne – men det var rigtig flot, og vi kunne se Kullen på lang afstand. Vi havde egentlig sat kursen mod Hornbæk, men blev enige om at ændre kursen nogle grader og i stedet gå til Mölle ved Kullen. Her gik vi ind kl. 13:50 / 169 og fik en plads med hækankeret ude. Vi fik en kop eftermiddagskaffe og gik en tur et godt stykke ud på Kullen. Her var en vældig badestrand – selvom der ikke var andet end sten. Vi fik at vide af naboen, at badestranden var den eneste i Europa i mange år, hvor kvinder og mænd fra det bedre borgerskab kunne bade på samme strand, så hele Europa’s borgerskab søgte herop. Der var også et meget flot hotel bag ved badestranden. Vi købte lidt Thai Take away på havnen og bagefter købte vi en softice og gik en tur. Der var mange flotte sommerhuse med udsigt over Kattegat – og med store biler i garagen.

Afgang fra Anholt – jo, der var skam sommer i 2012!
På vej til Sverige
Kullen passeres
grace i Mölle (midt i billedet)
Til København

Torsdag gik vi ud af havnen kl. 07:50 og satte sejlene. Efter et stykke tid var vinden oppe på 4 m/s fra SØ, så motoren blev stoppet, da vi havde lidt slæk på skøderne og kunne holde 6 knob. Ned mod Helsingør døde vinden dog helt og motoren blev startet. Der var i en lang periode næsten 2 knobs modstrøm, så det tog sin tid at komme ned og runde hjørnet med Kronborg om styrbord, men det lykkedes da til sidst. Efter endnu et stykke uden vind tog vi sejlene ned og styrede længere ind mod land, så vi kunne sidde og se all de flotte huse langs Strandvejen. Kl. 14:40 / 209 gik vi ind i Svanemøllehavnen og fandt en plads forholdsvis langt inde lige neden for havnekontoret.

Fredag efter frokost cyklede vi ind til Rosenborg Slot og var inde og se det hele. Bagefter cyklede vi ind til byen og fik en kop kaffe og et stykke æbletærte lige ved storkespringvandet. Aftenen før havde vi mailet til Søren (IWs fætter) og Helle, at vi var i byen. De havde svaret, at Søren skulle spille i IDA-bygningen kl. 19. Efter en tur op og ned ad Strøget, hvor det begyndte at småregne, cyklede vi hen til IDA-bygningen (som KK vidste hvor var!). Her mødte vi Søren lige uden for døren, og han gav en fadøl. Lidt efter begyndte de. Det var Paul Harrisons jazzorkester, og de spillede rigtig godt. I pausen fik vi sagt farvel til Søren og cyklede tilbage til båden, hvor vi fik lidt forsinket aftensmad. Det var heldigvis rimelig tørt, da vi cyklede hjemad.

Lørdag morgen sad vi i cockpittet og fik morgenmad, men det trak op og begyndte at regne. Da det så ud til at blive værre og værre blev vi enige om at tage op og handle med det samme. Vi kom lidt våde tilbage og spiste sen frokost. Kl.14, blot 10 sekunder før start, fik KK internettet til at køre med den afsluttende inport-kapsejlads på Volvo Ocean Race 2011-12, så det gik der så en time med at se på. Efter en kop kaffe cyklede vi ind til Langelinie og så et meget stort krydstogtskib sejle ud og fik også shoppet lidt i de små forretninger på kajen. Om aftenen trak det lidt op igen, så vi blev nede og spiste i båden.

Søndag morgen sov vi længe, stod op og fik morgenmad og læste, fik frokost og læste og nød livet under solsejlet i cockpittet – jo, så varmt var det! KK ringede til havnefogeden på Wilders Plads om vi kunne få en havneplads næste dag. Hun havde ingen, om vi ville på venteliste. Jo tak, det ville vi gerne. Sidst på eftermiddagen fik vi besøg af Søren og Helle og deres yngste, Emil. Vi snakkede en god times tid, hvorefter de kørte hjem. Vi tog cyklerne og cyklede en del rundt for at finde en italiensk restaurant, og til sidst lykkedes det at finde én i Hellerup, så Irene kunne få noget spaghetti. KK fik cannelloni.

Med Kronborg om styrbord

 

Rosenborg Slot
Til Christianhavns kanal

Næste morgen vågnede vi ved, at KK fik en SMS kl. 8:20 fra havnefogeden på Wilders Plads, at nu var der en plads. Vi SMS’ede tilbage, at det ville vi gerne, og at vi kunne være der ved 11-tiden. Vi spiste morgenmad og tøffede kl. 9:40 sydpå. Der var en 8-10 m/s fra SØ. Ved Prøvestenen skulle vi uden om et nyt molebyggeri, der gik langt ud i forhold til søkortet. Vi gik derefter ind gennem Lynetteløbet og kom ind i Københavns Havn og hen forbi krydstogtskibene, Den Lille Havfrue, Dannebrog, Operaen og drejede ind i Christianshavns Kanal. Der var ikke mindre end 3 havnerundfartsbåde lige bagved, men vi fik dem til at passere, så vi havde god tid. KK ringede til havnefogeden og vi fik oplyst, at det var plads nr. 67. Da vi kl. 10:50 / 216 nåede frem til pladsen sad der et rødt skilt ”Reserveret til Grace”, så det var jo nemt. Vi fik handlet lidt ind og spiste frokost i cockpittet.

Tirsdag eftermiddag cyklede vi ind til Amalienborg og var inde og se Amalienborg Museet. Bagefter fandt vi en tankstation og købte 10 l diesel.

Onsdag formiddag cyklede vi ud til Kastrup til Heller’s – en bådudstyrsbutik – hvor vi gik rundt for at se, om der ikke var et eller andet, vi ikke vidste, at vi manglede. På vej tilbage cyklede vi forbi Operaen og bagefter på vej tilbage til båden forbi en tankstation og købte 10 l diesel.

Sidst på eftermiddagen gik vi ind til centrum og gik lidt rundt. Vi fandt en italiensk restaurant og fik pizza, hvorefter vi gik ind i Tivoli og dryssede rundt og så på alle de andre turister. Ved 21-tiden gik vi tilbage til båden og fik en kop the.

Langelinie forude!
Her kommer én af havnerundfartbådene forbi
Til Taarbæk

Torsdag den 12. juli tøffede vi ud af kanalen kl. 9:35 og vi var heldige, at der ikke kom én eneste havnerundfartsbåd. Ude af Lynetteløbet satte vi sejlene. Der var 5-7 m/s fra SW, så det gik fint nordpå. Der trak nogle gevaldige skyer op ind i mellem, men vi gik indtil videre fri af dem. Udenfor Taarbæk drejede vi rundt og tog sejlene ned og kl. 11:00 / 224 gik vi ind i Taarbæk havn og havnefogeden råbte, at der var en plads inderst i havnen. Der var en lille gaj, så vi fik svensk-krogen hægtet på, og da vi havde fortøjet begyndte det at regne. Der kom en gevaldig byge ind over, hvor der var hagl i. Der lå faktisk en lille bunke hagl i cockpittet, som vi tog et billede af. Efter frokost tog vi en paraply med og gik op til Eremitageslottet og tilbage igen. Næsten hjemme fik vi en gevaldig tordenbyge – men uden hagl. Efter aftensmaden klarede det op og vi gik en tur op til Dyrehavsbakken, hvor vi gik lidt rundt og kiggede på turisterne og købte en stor is, som vi spiste på tilbagevejen.

Hagl i cockpittet! Hvem sagde sommer?
Til Helsingør

Fredag morgen kl. 10:00 gik vi ud og satte sejl og gik lige så stille nord på i 4-7 m/s fra SW. Vi sejlede igen langs med land og kiggede på de flotte villaer og vejret var fint. En dejlig sejltur, hvor vi kl. 12:50 / 241 gik ind i Helsingør Nordhavn og efter en halv time endelig fandt en plads, der var bred nok til at vi kunne gå ind. Det var rigtig dejligt vejr, og efter frokost i cockpittet gik vi en tur op i byen. Der er mange gågader med rigtig mange butikker, så der var nok at se på. På den ophængte vejrmelding kunne vi se, at de meldte om 15 mm regn næste dag. Vi blev derfor enige om, at så ville vi blive en dag mere.

Lørdag formiddag gik vi en tur op og fik handlet lidt og tilbage i båden sad vi i cockpittet og tog solbad til knap kl. 16. Termometret sagde 26° i skyggen og der kom så lidt regn sidst på eftermiddagen. Det blev en rigtig fin dag, men set i bakspejlet skulle vi have sejlet videre…

Denne gang med Kronborg om bagbord
Til Gilleleje

Søndag morgen var der en frisk vestlig vind, 5-10 m/s med en typisk dansk sommerhimmel med blå baggrund og en hel del hvide vattotter, der en gang imellem var lidt mørkere. Vi gik en tur hen på den vestlige del af havnen for at kigge ud over vandet og blev enige om, at vi måske kunne gå for motor langs med land. Så kl. 9:25 gik vi ud af havnen. Det første stykke havde vi vinden ind lidt fra styrbord, måske 20-25°. Her gik det sådan set fint for motor, hvor vi lå omkring 5,9-6 knob – på loggen. Men GPS’en stod kun på 4,5 knob, så der var 1,5 knob modstrøm. Æv! Da vi havde sejlet godt 4 sømil drejede vi længere mod vest og fik vinden lige i mod. Nu satte bølgerne båden næsten i stå en gang i mellem, så det gik ikke ret hurtigt fremad. Der var ifølge GPS’en 11,5 sømil fra Helsingør til Gilleleje, og vi havde sejlet godt 4, så det var jo lidt ligesom at krydse hjem fra Oddesund. Så vi satte sejlene og stoppede maskinen. Vi sejlede ret hurtigt fra en Kaskelot, men bortset fra det, var det en lidt træls tur. Bølgerne var rimeligt store og kom helt forkert ind på båden. På bagbord halse ramte de faktisk ind på læsiden og stoppede båden godt op, når de ekstra høje kom samtidig med, at vinden ind i mellem nåede op på 10 m/s. På styrbord halse havde vi bølgerne ind lidt agten fra, og det betød, at bølgerne løftede agterskibet op og gjorde det svært at styre. Herved faldt vi for meget af en gang imellem, hvorved båden smed voldsomt til og skar op. Men det var ikke koldt, og vi havde det fint og til sidst nåede vi da også frem, rullede fokken ind og gik ind i yderhavnen og tog sejlet ned kl. 12:45 / 257 sømil.

Vi fandt en fin plads inderst i havnen og fik frokost i cockpittet. Om aftenen gik vi i anledning af vores bryllupsdag på restaurant, hvor vi fik en wienerschnitzel. Det så ud til, at der ville være mere vind næste dag, stadig fra vest, blev vi enige om at sove længe.

Mandag gik med at læse, handle, en lang tur langs fyrstien mod øst ud til fyret. Om aftenen hyggede vi nede i kahytten. Vi kiggede igen på vindprognoserne, og det så ud til, at vi måske kunne komme til Rørvig næste dag. Men kl. godt 6 vågnede KK og kiggede igen på vindprognosen fra Farvandsdirektoratet. Den var nu ændret sådan, at der hele dagen ville være 8-10 m/s fra stik vest, altså lige i mod 22 sømil. Det gad vi ikke, så vi vendte os om på den anden side og sov videre. Tirsdag blev derfor også en slapperdag hvor der blev læst lidt – og også skrevet lidt i denne logbog. Vindprognosen sagde nu, at i morgen onsdag ville vinden falde over middag og dreje længere mod syd. Vi købte derfor ind til at smøre sandwiches og planen var så at tage et rigtig langt stræk i morgen, når vi havde spist middagsmad ved 12-tiden.

Til Bønnerup

Næste morgen pep det stadigvæk i riggen, så vi sov længe. Midt på formiddagen blev vi dog enige om, at vi ville af sted inden frokost, så kl. 11 stod vi ud af havnen og satte alle sejl. Vinden var 8-10 m/s fra vest, men det gik fint på bagbord halse. Da vi kom godt en sømil ud var bølgerne også lidt mere regulære. KK kunne ikke lide en stor mørk sky forude, der nåede helt ned til vandoverfladen. Der var i hvert fald regn i skyen og måske mere vind. Vi tog derfor et slag ind mod land igen, og da vi lidt tid efter slog ud af igen, var skyen væk. Der lå dog en stribe mørke skyer, og vi kunne jo lige så godt se at komme igennem skystriben. Der var også lidt dråber skyen, men ingen vind. Vinden drejede mere imod, så vi gik over stag igen, og da skyen var ved at være væk, drejede vinden mere i syd, så vi gik over stag igen, og kunne nu holde op. Vi spiste en sandwich hver, en halv banan og en chokoladekiks, og da det samtidig klarede op, så det ganske lyst ud. Men nu øgede vinden samtidig med, at der skulle slækkes lidt ud på skøderne, så KK valgte at tage et reb. Herefter gik det rigtig godt, selvom bølgerne var ganske irriterende og kom fra alle mulige retninger. KK havde det ikke så godt med alt det vipperi og brød sig ikke om at kigge ned. Hesselø dukkede op mod syd og lidt efter dukkede et blåt område op på GPS-plotteren. Det var Lysegrund, som kursen gik lige tværs henover. Irene mente, at der stod 2,2 m på et punkt, så vi valgte at gå nord om fyret og faldt kraftigt af. Efter fyret spidsede vi op igen til næsten bidevind-kurs og kunne igen holde op. Lidt efter kom der igen en sort sky indover, og her drejede vinden helt rundt og døde. Efter skyen kom der ingen vind, så vi startede motoren. Bølgerne var igen fuldstændig i kaos og kom fra elle retninger, så KK var stadig lidt halvskidt. Irene spiste en sandwich mere, men KK skulle ikke have noget. Vi tøffede mod vestnordvest o efter nogle timer kunne vi skimte masterne ved Grenå lidt mod syd. Efterhånden kunne vi se mere og mere land, og nu blev bølgerne også mindre, så til sidst klemte KK en sandwich ned og fik lidt at drikke. Bølgerne blev indre og mindre og kl. 21:40 / 320, efter 62 sømil, gik vi ind i Bønnerup, hvor vi fandt en ledig pæleplads aller inderst inde. Vi fik den sidste sandwich, en chokoladekiks og en kop the og gik til ro – godt trætte!

Se blot dette videoklip optaget kl. 13:39 med iPhonen i den éne hånd!
(Klik på billedet)
Til Aalborg

Næste morgen stod vi op godt 6 og kl. 6:40 tøffede vi ud af havnen i næsten ingen vind. Vi satte sejlene og sad og fik morgenmad. Efter halvanden times tid var vinden 5-6 m/s fra sydvest og motoren blev stoppet. Efter en times tid gik vinden ned på 3-4 m/s og motoren blev startet igen. Det var overskyet og lidt diset, men alligevel rimelig sigt. Vinden faldt yderligere til 1-2 m/s, så fokken blev rullet ind. Ved 11-tiden rundede vi soldaterne og godt en halv time senere rundede vi Hals. Vi spiste frokost og så, at det trak kraftigt op. Det buldrede lidt og pludselig, da det ellers var ovre, kom der et kraftigt lyn inde over land lige bagved og der lød et kraftig brag. Det var uhyggeligt tæt på, og KK opdagede at displayet i både log og lod viste ERR, men ikke i vindinstrumentet og GPS’en. Vi slukkede og tændte igen for instrumenterne, og så virkede de heldigvis igen. Vi havde hele tiden ligget med en lille margin til broåbningen kl. 14, men nu begyndte strømmen at løbe mere og mere imod, så nu viste GPS’en kl. 14:03, 04 og 05. Vi tog storsejlet ned lidt før Grønlandshavnen og KK øgede motoromdrejningerne fra de sædvanlige 2600 til 2800. I rundingen ved kraftværket gik vi helt ind til de små røde bøjer for at komme i mindst mulig modstrøm, og det hjalp lidt Nu var der godt en halv time til broåbningen og den stod på 14:04. KK trådte nu pedalen helt i bund og den kom ned på 14:02. Nu kunne vi ikke gøre mere. Vi gik noget inden for de grønne bøjer på kanten af grunden og vi kunne se, at der lå en 5-6 både og ventede. Da vi kom op på siden af de andre både tog vi farten lidt af og broen gik op. Vi kom under som de første og på vej hen mod havnen gav vi den fuld gas igen for at komme først. Her var det som om motoren ikke helt kunne tage omdrejningerne, så KK satte farten ned. Kl.14:10 / 369 gik vi ind i havnen, hvor DiXi lå, og vi prøvede en pæleplads foran dem, men den var for smal. Vi prøvede yderligere et par stykker, men de var for smalle. Vi ville så gå udenpå en stor båd fra Doverodde og havde lidt bøvl med at få drejet båden på plads og pludselig døde motoren. Vi fik dog fat og fik fortøjet. KK prøvede at lufte ud, men det tog noget tid at få brændstof frem. Kris kom forbi og hjalp med at udlufte ved dyserne, hvorefter den gik fint. Om aftenen grillede vi sammen og fik også hilst på Kota’erne, hvor KK lånte et par bøger og en DVD-film.

Næste morgen ville DiXi under broen kl. 6 for at nå Grenå. KOTA var også væk. Vi fandt en rigtig fin pæleplads over ved Limfjordens broer (hvor der er Frihavn). Om eftermiddagen cyklede vi op i byen, hvor vi fik en kop kaffe/the og Irene fandt en Georg Jensen dug med en masse rabat. Om aftenen hyggede vi i kahytten og fik en is.

Lørdag morgen sov vi længe og fik handlet lidt ind. Om eftermiddagen fladede vi ud og efter eftermiddagskaffen cyklede vi langs med havnen helt over til et stort nybyggeri på østhavnen. Om aftenen spiste vi stegt flæsk med persillesovs i Vestre Bådelaug og fik en is bagefter.

Til Gjøl

Søndag morgen stod vi ikke så tidligt op og fik morgenmad, og kl. 10:25 tøffede vi ud af havnen. Vinden var vest, 7-9 m/s, så vi gad ikke krydse. Efter lidt tang i loggen, lidt tang i skruen gik vi kl. 12:00 / 378 ind i Gjøl, hvor vi fik plads ved en Y-bom. KK fik spulet dækket og skrubbet fribordet inden vi fik frokost i cockpittet. Vi gik en tur op til købmanden og købte lidt æg. Vinden øgede, og hen på eftermiddagen blev det for koldt i cockpittet – pga blæsten. Til aftensmad stegte vi nogle hakkebøffer og KK hentede en bakke pomfritter, der sammen med et bæger bearnaisesauce og lidt salt blev til et herligt måltid. Vi så Kota’s DVD-film og gik i seng

Hele natten rykkede det voldsomt i fortøjningerne, da vinden var øget og drejet mere i syd, så det var en lidt træls nat.

Næste morgen sov vi længe og til sidst stod KK op og lagde en ekstra, meget lang fortøjning til luv, så vi kom til at ligge mere roligt. Formiddagen gik med hygge, læsning og lidt skriveri i logbogen. Ved middagstid stod måleren på 12-16 m/s fra sydvest, så vi blev liggende. Til gengæld var det dejligt lunt

Vue ud over Gjøl Havn
Til Thisted

Tirsdag morgen var vejret mærkbart bedre og efter morgenmaden gik vi kl. 9:25 ud og satte sejlene. Vinden var i sydvest, så der var stiv kryds til Draget, men en tysk båd lå og krydsede, så der var noget at sejle på og vi fik da også indhentet ham oppe ved Draget. Herefter kunne vi stå op mod vest og vinden øgede lige så stille til ca. 8 m/s. Irene smurte et par sandwiches og det så ud til, at vi fint kunne nå broåbningen kl. 12:30. Der kom en lille coaster og overhalede os lige før broen, hvor vinden spidsede så meget, at vi ikke kunne holde op. Vi tog et reb i storen og rullede fokken ind og startede motoren. Men vi kunne ikke nå frem til broen sammen med coasteren, der gik under 12:20. Men vi kom under 12:30 og fortsatte med rebet storsejl og motor. Ud for Løgstør Havn begyndte motoren at tabe omdrejninger, men stabiliserede sig dog igen. Uden for renden rullede vi fokken ud og stoppede motoren og slækkede lidt ud. Da vinden fortsat stod på 7-9 m/s beholdt vi rebet i.

Da vi manglede ca. 3 sømil til Fegge døde vinden næsten, men kom igen med 3-4 m/s fra en mere vestlig retning. KK rebede storsejlet ud igen og vi kunne stort set holde den grønne kost ved Fegge op. Her gik vi over stag ned forbi færgen og færgekroen, men måtte have 3-4 slag for at komme forbi. Samtidig øgede vinden og stod et kort stykke tid på 12 m/s – så det var da tidligt nok, at vi rebede ud. Kort efter faldt vinden igen til 7-8 m/s og efter et langt ben over mod Sennels tog vi et lille slag over mod Mors og lidt efter kunne vi vende tilbage og holde havnen op, hvor vi gik ind 16:45 / 420. Her hilste vi igen på Irenes fætter i ALIBI, som vi også besøgte om aftenen, hvor vi sad i deres cockpit i shorts og T-shirt til kl. 22.

Til Doverodde

Næste morgen var det rigtig sommer. Havblik og varmt, så vi sad og nød morgenmaden i cockpittet. Sidst på formiddagen gik vi en tur op i byen og fik efterfølgende frokost i cockpittet. Vi blev enige om, at i sådan noget stille vejr, hvor vinden, når den kom, skulle forblive i nordvest, ville vi ankre op syd for Mors. Så kl. 14:10 tøffede vi op mod Vildsundbroen i havblik. Her kom vi under kl. 15 og der var kommet lidt vind, så sejlene blev sat og motoren stoppet. Det gik fint med en halvvind, men allerede ned på Visby Bredning var vinden oppe på 7-9 m/s og det var faktisk knap så lunt. Vi blev enige om, at så gad vi ikke ankre og drejede ind til Doverodde kl. 16:50 / 436 og fik en pæleplads. Vi læste lidt i cockpittet og fik aftensmad i cockpittet, men måtte herefter trække ned i kahytten.

Til Venø

Næste morgen var det igen rigtig flot vejr og Irene ringede til Venø Kro og bestilte bord til kl. 19. Kl. 10:35 gik vi ud af havnen og satte sejl og stoppede motoren. Vinden var nordvest 4-5 m/s men øgede lige så stille. Vi gled gennem det flotte farvand ned til Jegindø, hvor vi strammede lidt hjem mod Jegind Tap. Det var rigtig flot sejlervejr, og vi talte faktisk 41 sejlbåde på vandet, hvor det kun var nogle ganske få, der ikke havde sejl på. Ved Jegind Tap strammede vi yderligere hjem og lidt efter stod vindmåleren på 8-9 m/s. Vi tog sejlene ned udenfor havnen, hvor vi anløb 13:05 / 451. Vi fik en frokost stablet op i cockpittet og nød eftermiddagen. Om aftenen gik vi op på kroen og fik en gang Venø-bøffer og at glas vin. Og betalingen klarede vi med et gavekort, som KK fik i fødselsdagsgave sidste år, så det var rigtig fint.

Til Lemvig

Fredag morgen var det rigtig fint vejr, ingen vind og dejligt varmt. Efter morgenmaden gik Irene op til sin kusine for at hente et gammelt billede og KK gjorde klar til hjemturen. Kl. 11:45 tøffede vi ud i 1-2 m/s og nåede broen 12:15. Efter broen satte vi storsejlet, og da vinden var øst satte vi spileren og havde en om end langsom, så alligevel dejlig tur. Vinden lå på 3-4 m/s for til sidst at øge til 5-6 m/s på de sidste par sømil, så vi sad med bar mave hele vejen. Kl. 14:20 / 464 anløb vi Lemvig Marina efter en rigtig dejlig tur – og vi var såmænd klar til at starte forfra!

Mange har talt om dårligt vejr i juli 2012. Vi har noteret 9 dage med sol, 2 dage med skyet, 18 dage med sol og skyet. Vi har haft 10 dage, hvor der står varmt, 19 dage med mellem, 10 dage med svag vind, 10 dage med mellem vind og 9 dage med frisk vind. 1 dag med regn og 6 dage med byger. Det er da i grunden slet ikke så galt – og det sluttede jo dejligt.

Lidt statistik:
Start 29.6 og hjemme igen 27.7 i alt 29 dage på vandet
Vi har logget 464 sømil
Sejltid 77 timer
heraf er motoren benyttet 40 timer (52%)
Havnepenge 3.138 kr. svarebnde til 112 kr./døgn

Samlet rute: 464 sømil