Sommertur i Grace 2015 – (eller efterårsturen) – Fur

Afgang

I år fik vi slet ingen sommertur. Vi var ude at sejle 2 – skriver to – gange i juli måned!

Vi købte nemlig i januar måned min mor og fars hus på Udsigten i Lemvig. Og i april satte vi vores eget hus til salg og der var potentielle købere allerede efter 5 dage. Der blev forhandlet lidt frem og tilbage og først i begyndelsen af juli gik det stærkt. Så stærkt, at vi skulle være ude til den 1. august.

Samtidig var vi i fuld gang med en gennemgående renovering af det ”nye” hus fra 1966. Sidst i juni var vi så langt, at der skulle males, og der skulle males meget.

Derfor gik hele juli måned med at male og de sidste 14 dage flyttede vi med en lille trailer og fik gjort hovedrent i det gamle hus, hvor vi havde boet i 29 år på godt 250 m2 – så der var meget, der skulle ud. Bagefter skulle vi have indrettet os, så vi kunne bo i det nye hus.

Se blot noget af udsigten fra et af vinduerne!
Og der er stadig kun 5 minutters gang til centrum….

Vejret sommeren 2015 var ”heldigvis” ikke værd at skrive om. Vi har mange gange sagt til os selv, at skulle vi undvære en sommertur et år, så var det nok et godt (eller rettere et dårligt) år vi valgte.

Vi snakkede også om, at hvis der kom en periode med en god vejrudsigt i sensommeren, så kunne vi måske tage nogle dage.

Det blev havblik på Nissum Bredning

Og det kom der så i begyndelse af september måned, hvor det var rigtig dejligt vejr med svag vind, 16-18° varme samt høj sol – i hvert fald de første par dage!

Onsdag den 9. september 2015 kl. 10:10 tøffede vi ud af Lemvig Marina og satte sejl. Der var en nordøstlig vind på omkring 3 m/s, men vi skulle jo ikke nå noget. Så vi krydsede og krydsede og nåede et stykke ned i Bredningen – men så døde vinden fuldstændig, og motoren blev startet.

Ved Jegind Tap kom der igen lidt vind, faktisk en overgang 3-5 m/s fra nordøst, så sejlene kom op – også fordi alle træskibene fra Limfjorden Rundt dukkede op ved Bøhløre , hvor de satte sejl og kom i mod os. Det var et flot syn, og vi tog flere billeder.

Vi havde til sidst et hug, hvor vi havnede lidt inde i Harre Vig, og på vej ud derfra døde vinden igen. Motoren blev startet igen og kl. 15:50 /log 31,9 anløb vi Glyngøre.

Vi gik en tur og fik handlet lidt. Om aftenen ringende min far (han er 90 år) hvor vi lå henne. Han og en ven havde lige været på Feggesund Færgekro og fået stegt ål og de holdt på havnen ovre i Nykøbing og ville lige hilse på. Vi inviterede på kaffe, hvor vi sad i det dejlige klubhus og hyggede os. Samtidig var der aftenkapsejlads fra Nykøbing Mors, hvor de havde en rundingsbøje lige uden for vinduerne, som de skulle vende om et par gange. Så det blev en rigtig hyggelig aften.

Vi passerede gennem en del af træskibsfeltet i svag vind, hvor vi gik på kryds – så træskibene havde den meget agten ind på vej mod Struer
Dagens etape: Lemvig-Glyngøre
Distance: 31,9 sømil
Sejltid: 5:40
Smut omkring Nykøbing

Næste dag sov vi lidt længe og fik morgenkaffe for så at dampe af for motor kl. 10:20 i havblik og sol. Lidt efter, kl. 10:40 / 34,0 anløb vi Nykøbing og fik en fin pæleplads.

Vi gik en tur op i den dejlige gågade og fik købt lidt ind og fik en god frokost på båden

Videre til Fur

Efter frokost tøffede vi kl. 13:20 – stadig i havblik – mod Fur og 14:30 / 40,9 gik vi ind i den nye havn, hvor vi fandt en plads langs kajen. Vi gik en lille tur og fik en kop eftermiddagskaffe og lidt efter dukkede IRENE op. Den sejles af min gast til aftenkapsejladserne – og lidt efter dukkede ATHENE også op, så vi fik en god snak. De havde været med træskibene i Struer.

Dagens etape: Glyngøre – Nykøbing – Fur
Distance: 9,0 sømil
Sejltid: 1:50
Til Venø

Vi havde med nogle sejlervenner aftalt at mødes på den årlige ”Brombærtur” på Venø, så fredag den 11. september kl. 10:05 gik vi ud og satte sejl i en frisk nordøstlig vind i sol med lidt skyer. Vi fik bommet udenfor tragten ind til Fur Sund og gik sydpå med kurs mod Glyngøre. Her lå der rigtig mange træskibe og gjorde klar til start. Desværre høvlede vi sydpå, så starten gik først 10 min. efter vi havde passeret startlinien (træskibene skulle rundt om Fur), men vi tog, som det fremgår, en masse flotte billeder.

Ikke mange timer efter tog vi sejlene ned udenfor Venø Havn, hvor vi tøffede ind kl. 13:15 / 62,7 (altså knap 7 knob i snit) og fik en plads langs kajen inde i hjørnet.

Vi fik frokosten på bordet og nød rigtig det fine vejr. Da vi havde fået eftermiddagskaffe trak det noget op. Senere kom BASTA og da JOY og lidt senere KJELLEPOT fra Struer dukkede op, åbnede sluserne. Det væltede ned!

Senere dukkede HAVFRUEN op og vi (de 3 Lemvig-både) havde en hyggelig aften i BASTA’s cockpittelt.

Her er en række billeder vi tog, medens vi susede forbi:

Lørdag dukkede FILIMONG op, medens Struer-bådene sejlede til Lemvig. Sidst på formiddagen kom WILLAWS – dog ikke i båd men i deres nyerhvervede Mazda MX5 – med taget nede.

Forrest FILMONG, derefter HAVFRUEN, BASTA og længst væk GRACE

Der var fælles frokost på molen afløst af en lang travetur og efterfølgende eftermiddagskaffe.

Senere blev grillen startet op og vi spiste alle sammen aftensmad i det lille skur, som Færgeforeningen har på kajkanten. En rigtig hyggelig aften.

Dagens etape: Fur – Venø
Distance: 21,8 sømil
Sejltid: 3:10

Vi er nogle både, der plejer at have en lille tur til Venø medio september, som vi kalder for ”Brombærturen”, da der er tradition for at plukke nogle brombær og efterfølgende lave en brombærtærte. Igen i år bagte BASTA et par tærter, som blev fortæret til sidste krumme!

Retur til Lemvig

Søndag gik vi en tur og holdt fællesfrokost, hvorefter vi kl. 13:45 tøffede ud og satte sejl, så vi kunne komme under Oddesundbroen kl. 14:15, som vi alle nåede. Vinden var østlig 4-6 m/s med lidt regndis, så vi gled langsomt hjem gennem Bredningen og anløb Lemvig Marina 16:30 / 76,4.

Som det fremgår, kunne de 3 andre ”naturligvis” ikke følge Grace på læns.

Dagens etape: Venø – Lemvig
Distance: 13,7 sømil
Sejltid: 2:45Det var så den ”sommertur” i september måned, så det var da lidt plaster på såret. Håber, at vi får en rigtig sommertur til næste år!

Lidt statistik:
Start 9.9 og hjemme igen 13.9 i alt 5 dage på vandet
Vi har logget 76 sømil
Sejltid 13 timer
Heraf er motoren benyttet 4 timer (30%)
Havnepenge 240 Kr.
Svarende til 80 Kr./døgn