Sommertur i Grace 2016 – Århus Bugten – Randers Fjord

Afgang

I år skulle vi af sted på tur i 4 uger. Vi skulle dog lige først til en 60 års fødselsdag lørdag aften, så vi skulle af sted søndag den 10. juli ligegyldigt hvad, for ellers åbnede Oddesundbroen først igen næste lørdag.

Så vi stod rimeligt tidligt op søndag morgen og tog nogle få ting med, vi havde glemt at pakke lørdag. På vejen købte vi et par rundstykker og så ud og kaste fortøjningerne. Kl. 9:15 / log 0 tøffede vi ud og satte sejl. Det var overskyet og diset og vinden var SW 5-8 m/s.

Det gik fint gennem Bredningen med en agten for tværs. Forude lå Willavs og ville nå broåbningen 10:45. Det kunne vi ikke, da vinden faldt, så kvart over 10 startede vi motoren og gav den lidt omdrejninger, således vi lige akkurat nåede med under broen. Her efter stoppede vi motoren og da vinden nu var agten ind, satte vi den lille spilerstage på fokken – den kunne vi nemlig bomme med uden at gå på dækket. Der var enkelte støvregnbyger, men det var egentlig ikke koldt. Willavs gik ind i Glyngøre, kunne vi se, men da var vi næsten ud for Ørodde.

Vinden var agten ind og der blev sejlet ”butterfly” næsten hele dagen – her lidt før Jegind Tap rundes.

Vinden var agten ind og der blev sejlet ”butterfly” næsten hele dagen – her lidt før Jegind Tap rundes.Efter flere bomninger nåede vi kl. 16:25 / 42 Løgstør og fandt en plads i Lystbådehavnen. Senere gik vi en tur og mødte Potters, der var sejlet i lørdags. Om aftenen regnede det lidt, så vi sad i kahytten og hyggede og gik tidligt i seng.

Til Hals

Næste morgen stod vi op og gik ud af havnen 7:15 og rullede fokken ud. Vi havde hørt, at Aggersundbroen kun åbnede hele klokkeslæt, så vi ville ikke komme for sent til kl. 8:00. Vi rullede fokken mere og mere ind, men lå alligevel og ventede et kvarter inden broen gik op præcis kl. 8. Efter Draget døde vinden lidt og var næsten agten ind, så motoren blev startet frem til lidt før Dynen, hvor der kom en del vind. De sidste par sømil før Jernbanebroen gik vi kun med storsejl, men alligevel kom vi til at vente ½ time inden den gik op. Til gengæld kom der en stor coaster og skulle igennem Limfjordsbroen, så da den var igennem gik vi under 8 min. før kl. 12, så her var vi da lidt heldige. Vi kom forbi Gertrud og Mads i deres Vindø 65 og kom rundt om ”buerne” og forbi Grønlandshavnen, hvor vinden var frisk og hvor vi havde den lidt agten for tværs. Lidt før Hals rullede vi ind og tog storsejlet ned og fandt en plads uden på den yderste båd ved en af broerne kl. 14:30 / 81. Lidt efter fik vi en anden båd udenpå. Vi gik en tur og snakkede med en båd fra Lemvig Havn. Til aftensmad købte vi 2 stjerneskud i den lokale Grillbar. KK fik købt nogle Strepsil, da han havde fået ondt i halsen og var meget snottet. Igen tidligt i seng.

Her har vi passeret Aalborg og er på vej gennem Langerak
Til Grenå

Tirsdag morgen stod vi op og spiste morgenmad. Vi havde snakket en del om, hvor vi skulle gå hen, da de havde meldt lidt frisk vind fra SW. Vi havde bl.a. snakket om at gå til Randers Fjord, men den friske vejrudsigt om morgenen sagde 6-8 m/s fra SW, så vi ændrede planerne til at gå direkte til Grenå. Vi sejlede ud kl. 8:35. Der var godt slæk ud gennem renden, hvor vinden var oppe på 10 m/s! Men den gik ned igen og vi strammede hjem til en halvvind ned mod Fornæs. Igen overskyet, men ikke koldt. Vinden hold 6-8 m/s helt ned til Fornæs, og vi havde medstrøm en stor del af turen, så det gik godt. Da vi nåede Djursland begyndte der at komme små tordenbyger på tværs. Den første gik foran, men den næste ramte med en kæmpe regnbyge og med vindstød på 12-15 m/s. KK slækkede godt ud i storsejlet, og det gik fint. Senere blev vi ramt igen, men ud for fyret døde vinden næsten. Vi kørte med motoren i 5 minutter og så kom der igen vind. Vi fik rundet Kalkgrunden og strammede hjem og da vi nærmede os havnen, kom der igen en byge, men vi nåede heldigvis at få sejlene bjærget og beslået, og på vej ind til havnen gik måleren lige op på 15 m/s. Kl. 14:50 / 122 gik vi ind og fik en fin plads lige ved siden af en HR29 fra Struer, som Irene kendte, så der var vi ovre og få en øl og en sludder inden aftensmaden. På vej hen og for at betale havnepenge mødte vi Lars og Sten Kirk, der var af sted i Stens HR29.

Her passerede den første tordenbyge foran os. Lidt senere blev vi selv ramt af et par stykker med både regn og vindstød på den anden side 10 m/s
Til Ballen

Onsdag morgen var der solskin og svag til jævn sydvestlig vind, så allerede kl. 7:15 gik vi ud og satte sejlene. Der var lidt slæk på og med selvstyreren på roret spiste vi morgenmad, medens vi gik sydover. En del både blev overhalet. Vi kom fri af Djursland og kunne lige akkurat holde Hjelm op, selvom vinden var drejet en anelse mere i syd. Forbi Hjelm skulle vi vest om Vejrø, men her måtte vi tage et slag på godt en halv sømil mod vest. Så fik vi slæk på ned mellem Vejrø og Samsø og der var faktisk pæn vind lige her. Vi fik rundet østmærket og strammede hjem. Vinden drejede mere sydpå og da vi manglede ca. 4 sømil og skulle lægge kursen en anelse mere vestover, blev vinden lige i mod. Vi tog sejlene ned og gik for motor det sidste stykke. Vi kunne se, at der var mange både på vej mod Ballen, hvor vi gik ind kl. 14:15 / 163 og fik en udmærket plads uden på den yderste båd på en bro, men med hækken op i vinden.

Her ses Hjelm til bagbord – bemærk himlen!
Her er Hjelm passeret
Her ses Vejrø

Vi fik besøg af Irenes kusine, der kom fobi med 2 af deres børn og en bakke jordbær. Vejret var rigtig dejligt, og vi havde skiftet til shorts.

Torsdag blæste det lidt, så vi satte cockpitteltet på og hyggede med bøger og små gåture

Fredag kom kusinen og hentede os ved frokosttid og kørte os over til deres dejlige sommerhus på den anden side af øen. Her hyggede vi os sammen med dem hele eftermiddagen indtil hun kørte os tilbage ved 17-tiden. Om aftenen gik vi på restaurant, SAK og fik en fantastisk middag: Grillet rødtunge på friske Samsø-grønsager, dejlig dessert og en flaske rosévin. Men det var også vores bryllupsdag, så det skulle fejres på behørig vis.

Middagen på SAK nydes i fulde drag!
Til Hou

Lørdag morgen ville vi videre. Vejrudsigten sagde sydvestlig vind 8-10 m/s. Der var derfor først et kryds rundt om sydenden af Samsø, så vi spiste morgenmad og tog regntøjet på, da det så lidt mørkt og diset ud. Vi gik ud kl. 9:45 og satte sejl, stoppede motoren og strammede hjem. Det var lige imod, bølgerne var meget krappe, det begyndt at øsregne og temperaturen var lav. KK sad vistnok og overvejede at sejle hjem og finde en afbudsrejse! Men efter en times tid havde vi rundet spidsen og kunne slække meget ud, regnen ophørte, men det var fortsat diset. Lidt nord for Koldby Kås drejede vi mere mod vest og satte kursen mod Hou. Det blev lysere og varmere, men stadig diset. Ud af disen dukkede en båd på skærende kurs. Vi gik 50 m foran og vinkede. Der lød et kraftigt pift, og vi kiggede i gen. Så var det sørme FILIMONG fra Lemvig – ude ”in the middle of nowhere”!

Kl. 13:15 / 186 gik vi ind i Hou og fandt en fin plads med stævnen op i vinden. Vi fik shortsene frem og gik en tur efter frokost. Her var rigtig dejligt.

Til Marselisborg

Søndag gik KK op til Kvickly og hentede de 4 rundstykker, der var med i gæstelejen og vi spiste morgenmad. Kl. 10:15 gik vi ud og satte sejl og gik nordpå. Ind imellem var vinden så svag, at vi startede motoren. Der kom også et par små regnbyger, men det var ikke koldt.

På vej mod Marselisborg
12 m R er ved at tage genuaen ned.

Uden for Marselisborg kom der en stor båd nordfra og tog sejlene ned bag os. Det var en gammel 12m R båd, K2.

Kl. 13:05 / 202 gik vi ind i Marselisborg og fandt en plads længst mod vest. Vi fik frokost og Irene var en tur oppe og handle, medens KK så Tour de France.

Til Århus Lystbådehavn

Mandag den 18. juli spiste vi morgenmad og kl. 10:15 tøffede vi ud og rundt om hele Århus Havn og øen og fik set det hele på den korte tur og kl. 11:00 / 206 gik vi ind i Århus Lystbådehavn. Vi havde hørt, at nogle af broerne på vestsiden er Frihavn og havde også fundet ud af, at det var Bådelauget Krogens broer. Vi gik ind og fandt en fin plads og gik en tur, hvor vi også betalte havnepenge. Vi var oppe i byen og i en del forretninger og KK fandt også en bog. Tilbage på havnen kom vi til at snakke om, at der var mange både, der havde Sejlklubben Bugtens stander – så det var nok ikke den rigtige bro. Irene gik over på broen nord for vores bro og her stod der en ”Krogen”-stander på bronokken. Der var heldigvis en tom plads, så vi tøffede hurtigt derover.

”Isbjergene” på vej ind mod Århus Lystbådehavn
Udsigt fra gangbroen over jernbanen – inden vi var flyttet til den rigtige bro

Sidst på eftermiddagen fik vi besøg af vore 2 ældste og den énes kæreste og om aftenen var vi ude at spise sammen. En rigtig hyggelig aften

Næste dag mødtes vi med den mellemste og kæresten ved busstoppestedet oppe i byen og vi tog sammen ud til Moesgård Museet, hvor vi var nogle timer og så en stor del af udstillingerne. Spændende var det, men vi var også lidt trætte i benene, da vi kom tilbage til båden.

Til Knebel Vig

I vejrudsigten havde de sagt i flere dage, at onsdag den 20. juli skulle blive rigtig god, høje temperaturer og ingen vind.

Det skulle udnyttes, så efter morgenmaden tøffede vi ud kl. 10:50 og satte kurs mod Knebel Vig. Det var varmt og det var havblik. Da vi kom indenfor ”hullet” var der 5 DS-bøjer, hvor de 4 var optaget, så vi tog den sidste i den nordlige del af vigen og kl. 12:20 / 217 fortøjede vi til bøjen med et spring, således vi ikke lå og svajede hele tiden.

På vej mod Knebel Vig
På vej mod Knebel Vig

Her fik vi frokost og sad og læste og senere fik vi eftermiddagskaffe. KK kiggede lidt på vejrudsigten, og den sagde, at det ville blæse lidt op til 7-8 m/s fra SØ – altså fra den modsatte side af Vigen.

Her ligger vi ved DS-bøjen – meget tæt på land

Vi snakkede lidt om det og blev enige om, at det var dumt at ligge og gynge – det var allerede begyndt – og vi tøffede derfor over i den anden side af vigen og kastede anker. Her lå vi rigtig godt.

Her ses byen Knebel Vig under bommen fra ankerpladsen
Her går solen ned
Og kort efter står månen op

KK vågnede ca. kvart i fem og kunne på sin telefon se, at vi stadig lå og svingede i det samme spor, som vi havde gjort hele tiden, så han kunne roligt lægge sig til at sove igen:

Bemærk målestokken. Man kan tydeligt se, at vi er kommet fra vesntre side og har smidt ankeret ude til højre. Herefter er der bakket lidt og båden er kommet på plads, hvorefter den ligger og svajer fra side til side, kun omkring 20 m – og man kan se, at der er ca. 40 m ankerline ude.
Til Ebeltoft

Torsdag var der som meldt 6-7 m/s fra SØ, så vi fik hevet ankeret op kl. 8:45 og medens vi tøffede over mod åbningen, spiste vi morgenmad.

Udenfor satte vi sejl og efter Skødshoved var der stiv kryds ud til Sletterhage Fyr. Det gik sådan set meget fint, og der var stadig fine temperaturer. Ude ved fyret døde vinden og KK kørte med motoren et kvarters tid, så kom der lidt vind igen. Vi gik gennem læen på en Commander 31 med brøkdels rig men lidt senere døde vinden noget igen. Vi kunne se, at der var en del både på vej indad og der plejer at være mangel på plads, så KK startede motoren lidt igen, men kort efter kom der igen vind. Vi halede på en Faurby 393 og ved bøjen udenfor grunden ved Ebeltoft halede vi helt hjem. Udenfor havnen tog vi sejlene ned og gik ind i Lystbådehavnen kl.13:55 / 248, hvor der var mange tomme pladser. Det var herligt vejr og efter frokost gik vi en tur op i byen.

Om aftenen fik vi en isvaffel på havneområdet. Det er nok den største vaffel med 2 kugler, vi nogensinde har fået!

På krydset ud mod Sletterhage Fyr kom dette amerikanske krigsskib forbi os i læ’en
Til Bønnerup

Den 22. juli kl. 8:20 gik vi ud af havnen og satte sejl. Vinden var stadig SØ og det gik ikke så hurtigt. Vi fik spist morgenmad inden vi rundede grundkosten og strammede hjem. Der var fyldt kryds rundt om næsen på Jylland, men det gik fint i ca. 4 m/s. Da vi tog et ekstra kryds mod syd døde vinden dog næsten og motoren blev startet. Kort efter var vi dog rundt om hjørnet og havde lidt slæk på skøderne og viden var igen ca. 4 m/s, så motoren blev stoppet. Vi gik ret tæt på land og KK konstaterede, at vi havde ca. 1 knobs modstrøm. En anden båd, som vi havde halet lidt på gik måske 100 m længere til havs og stak nu af. KK mumlede noget om denne båd, og den var efterhånden langt foran. Farten var dårlig og KK startede motoren. Han fik så den tanke, at der måske var mindre modstrøm længere ude. Og ganske rigtigt. Her var der 1 knobs medstrøm, altså en forskel på 2 knob. Lidt efter var der lidt vind igen, og motoren blev stoppet. KK riggede et barberhal på fokkeskødet og i løbet af en times tid havde vi indhentet den båd, der stak af. Det gav lidt ro. Omkring Grenå døde vinden helt, og vi tog sejlene ned og stoppede motoren. Det var meget varmt og vi fik den idé, at tage fodbad medens vi sejlede, og som sagt så gjort. Der kom faktisk 6-7 m/s igen, men da manglede vi kun ½ times sejlads, så KK gad ikke hive sejlene op igen. Kl. 15:20 / 288 anløb vi Bønnerup og fik en pæleplads langt inde på den næste sidste bro.

Der tages fodbad på vej mod Bønnerup
Til Uggelhuse

Lørdag morgen stod vi op til en overskyet, diset morgen med total havblik og Kattegat lå spejlblankt. Vi tøffede ud kl. 9:05 og satte kursen mod vest til Randers Fjord, hvor vi havde besluttet at gøre et besøg. Vi spiste morgenmad medens autopiloten styrede os frem mod indsejlingen.

På vej ud fra Bønnerup Havn

Der lå et uddybningsfartøj midt i renden, men der var nu bredt nok, så ingen problemer. Vi drejede rundt ved Udbyhøj og tog farten helt af til kabelfærgen var godt forbi, så vi ikke blev hængende på kablet! Længere inde i fjorden overhalede vi en Omega 30. Skyerne begyndte at forsvinde og det blev varmere og varmere. Vi kom forbi nogle meget øde sommerhuse/kolonihavehuse, der stod på pæle næsten helt ud til vandkanten. Kl. 13:05 / 312 drejede vi ind ved Uggelhuse og fandt en pæleplads. 

Sejlads på Randers Fjord

Vi fik frokost og kom i shorts. Senere gik vi en lille tur og fik aftensmad og sad i shorts i cockpittet og læste til det blev mørkt.

Til Randers

Søndag morgen var det herligt sommervejr, stort set havblik. Vi nød morgenmaden i cockpittet og kl. 10:35 tøffede vi mod vest og kl. 11:30 / 319 fortøjede vi i Randers Lystbådehavn så langt inde, vi næsten kunne komme. Vi fik gjort lidt rent, spiste frokost og KK fandt cyklerne frem, så vi cyklede en lille tur op i byen og købte lidt til aftensmaden.

Mandag efter morgenmaden cyklede vi ind til byen. Irene havde fået den idé, at vi skulle cykle ud til Dragon-kasernen, hvor hendes morfar havde været dragon i 1916 og var fotograferet foran en bygning med sin hest. Der var langt ud til kasernen og det gik opad en stor del af turen. Da vi nåede derud kunne vi godt se, at denne kaserne, der nu var en kommunal bygning, ikke fandtes i 1916. KK søgte lidt på google og fandt ud af, at der var en ældre Dragon-kasserne nede i byen, så vi vendte cyklerne om og cyklede derned. Der var en form for plejehjem i bygningerne og vi gik lidt rundt for at finde stedet. Men vi havde jo ikke det gamle billede med, så det var svært. Vi tog nogle billeder, og det her er det, der ligner mest (men da vi kom hjem og fandt billedet frem ligner det nu ikke så meget).

Her er ét af billederne foran den gamle Dragon-kasserne i Thorsgade
Her er det rigtige billede af Irenes Morfar – og man kan se, at det ikke er det rigtige sted

Vi gik rundt i centrum og endte nede ombord til frokost. Der var en regnbyge en gang i mellem, men det var rigtig godt vejr.

En dejlig afslappende dag.

Til Hals

Tirsdag havde vi bestemt at gå til Udbyhøj ved indsejlingen til Randers Fjord.

Vi spiste morgenmad og kl. 9:40 bakkede vi ud og satte storsejlet. Der var en svag vestlig vind, så vi gled østover i et adstadigt tempo. Da vi var kommet forbi Uggelhuse og drejede nordpå rullede vi fokken ud, og nu kom der gang i kareten. Det var fint vejr og vi sejlede i shorts i 4-6 m/s fra WSW. Da vi var forbi den snævre del havde KK fat i sin telefon og opdagede, at der havde været en opringning fra Plejehjemmet og der var kommet en SMS om at ringe tilbage. KK ringede omgående og fik at vide, at det gik noget dårligere med hans mor. Vi var godt klar over, at det var gået tilbage i den sidste måneds tid, så det var ikke et chok. Plejehjemmet sagde, at det var ikke timer, men dage. De havde også talt med KKs far og KKs søster, der netop nu var i Italien. KK ringede til sin søster, og hun havde besluttet, at de kørte direkte til Lemvig og kunne være der onsdag aften. Vi besluttede derfor straks at sejle hjem. Så vi sejlede forbi Udbyhøj og gik nordpå i en herlig agten for tværs i 6-7 m/s, der dog aftog lidt. Kl. 16:55 / 363 gik vi ind i Hals og sørme – vi fandt en pæleplads i det yderste bassin. Vi var oppe og handle lidt og fik aftensmad og snakkede lidt om, hvad nu?

Vore gode venner i DiXi var netop kommet til Aalborg. I morgen var onsdag, hvor der var det store loppemarked her i Hals. Vi besluttede, at sejle til Aalborg onsdag og så gå helt hjem torsdag.

På vej mod øst fra Randers
Til Aalborg

Onsdag morgen stod vi op og spiste morgenmad og kl. 10 gik vi en tur op i byen, hvor der hver onsdag er et kæmpe loppemarked i hele den midterste del af byen. Vi gik en runde og kl. 11:00 gik vi ud af havnen og satte sejl. Vinden var øst 4-5 m/s, så det gik adstadigt derudad. På et tidspunkt døde vinden dog og vi startede motoren. Så kom der vind igen og vi stoppede motoren og det gentog sig. Ved kraftværket gik det dog fint for sejl frem til cementhavnen, hvor vi tog sejlene ned. På vej rundt i det sidste sving lå der et stort krydstogtskip, der var ved at vende. Det var dog væk inden vi nåede derop og vi kom under broen kl. 14 som planlagt og 14:10 / 381 gik vi ind i Vestre Bådehavn og fandt en plads ved T-stykket yderste på den vestligste bro. KK gik ind og fandt en grøn plads på nordsiden af broen og så, at DiXi lå ved samme bro. Vi tøffede om på denne plads og DiXi stod og tog imod fortøjningerne.

Vi var en hurtig tur oppe gennem gågaderne og kom tilbage og fik eftermiddagskaffe på DiXi. Om aftenen spiste vi sammen i klubhuset. Her ringede KKs søster, at det var som om det var en smule værre. Vi gik forholdsvis tidligt til ro.

Et stort krydstogt skib har vendt og er ved at accelerere op mod øst
Til Nykøbing

Vi havde bestemt at gå direkte fra Aalborg og helt til Lemvig, så vi stod tidligt op og kl. 06:30 tøffede vi ud i svag WSW-vind. Henne i det første sving lidt efter Marina Fjordparken lå der et stort rødt skib. Det viste sig at være en katamaran, et engelsk opmålingsfartøj eller sådan noget. Den var faktisk ret så stor – ligesom en katamaran-færge og den var sejlet ind på det lave vand på nordsiden og kunne ikke komme ud. Den havde pisket vandet til skum. Vi tændte radioen og kunne høre, at de havde kontakt til et lille sort slæbebådslignende fartøj, som vi havde overhalet. Vi spiste morgenmad i cockpittet og fortsatte for motor, da vinden var lige imod. Selvfølgelig friskede vinden mere end vejrmeldingen og selvfølgelig var strømmen imod. Men KK gav motoren lidt flere omdrejninger – ad flere gange, og vi holdt ankomst Aggersundbroen til kl. 10:00. Ved Draget kom den store katamaranbåd og overhalede os. Da den var kommet forbi Draget gav den gas. Den kunne godt nok flytte sig og forsvandt hurtigt. De sidste 20 minutter før broen kørte vi på 3000 o/m for at holde tiden. Vi kunne dog se, at der lå 4 både på den anden side, som også skulle under. Så vi slappede af og kom også fint under ved kl. 10-åbningen.

Vi fortsatte for motor ud gennem renden, hvor det var lige imod. KK havde en idé om, at vi lige akkurat kunne stå op ned mod Fur. Så han satte storsejlet, men i det samme sprang vinden 15-20° mod syd. Vi fortsatte så med motor og storsejl og kom uden om Livø, men så drejede vinden yderligere mod syd og vi kunne ikke holde Fur op. Et stykke tid efter tog vi storsejlet ned igen og satte os til at spise frokost i cockpittet. KK havde kontakt med sin søster og hun kunne sige, at der ingen forandring var. Vi blev derfor enige om at gå ind i Nykøbing, da de meldte om svag østlig vind til fredag. Så kl. 13:30 / 425 anløb vi Nykøbing og fik en plads i Færgelejet.

Vi fik shorts på og var en tur oppe i byen. Om aftenen fik vi besøg af en Ballad-sejler fra Nykøbing og vi sad i cockpittet og så/hørte, at flaget blev truttet ned. Senere fik vi besøg af MAMALOU fra Lemvig, der netop var kommet ind. Vi sad og snakkede til 22:30, hvorefter vi gik til køjs.

Til Lemvig

Kl 01:30 ringede telefonen. Det var KK’s søster. De var blevet kaldt ud på plejehjemmet, da det var blevet værre med KKs mor. Vi snakkede lidt frem og tilbage. KK besluttede, at vi sejlede hjem med det samme, og kl. 02:15 tøffede vi ud fra Nykøbing. Der var ingen vind, 2-3 m/s fra SØ. Vi gik langsomt ud af inderfjorden. Irene havde zoomet godt ind på GPS’en og guidede KK således vi ikke ramte nogle af afmærkningerne, og det gik heldigvis fint. Ude af renden satte vi farten op og vi kom også fint under Sallingsundbroen ved den midlertidige afmærkning. Det var godt nok mørkt at sejle mod syd, men det gik nu fint. Der var 2 brede striber morild fra boven og det så rigtig flot ud. Lyset kom lidt efter lidt – det føltes faktisk som små ryk – og efterhånden kunne vi se mere og mere. Efter Tap-kosten gik vi direkte mod Oddesundbroen, hvor der stod ankomst 05:07. KK havde checket, at solen stod op kl. 05:21. KK syntes, at det var nogle underlige lys mod broen og tog kikkerten frem. Det var en stor bugserbåd, der kom næsten lige imod os. Observationslyset var tændt på broen og vi tænkte, at de nok havde glemt at slukke det efter bugserbåden. Vi prøvede at kalde broen et par gange, men der kom intet svar. Da vi var ved broen, tog KK farten af og i det samme kunne vi høre, at bommene gik ned og kort efter gik broen op, så vi zig-zaggede lige et par gange og så gik det under broen 5:08. Vinden var stadig SØ-3-4 m/s og KK rullede fokken ud i en periode.

Solen står op kl. 05:21 med Oddesundbroen til højre i billedet

Vi vaskede begge hår, så vi var klar til at komme hurtigt fra borde og kl. 06:35 / 453 anløb vi Lemvig Marina.

Vi skyndte os at pakke sammen og kørte direkte ud på plejehjemmet, hvor vi var 7:15. Mor trak vejret meget hurtigt og meget dybt, men efter ca. 1½ time gik det langsommere og pludselig stoppede det – ca. 8:55. Farfar, KKs søster og svoger og KK sad alle omkring sengen da det skete, og det var som om hun kunne mærke, at nu var alle samlet og det var tid at få fred.

Det var ikke den slutning på sommerturen vi havde drømt om. Men som mor havde det og havde haft det i 5-6 år, så var det på en måde godt, at hun fik fred. Og da vi havde ferie en uge mere, havde vi god tid til at få alle de praktiske ting på plads. Så da hun blev begravet om tirsdagen havde vi tømt og rengjort lejligheden på plejehjemmet o.s.v.

Set tilbage på selve turen, så var det en rigtig dejlig sommertur, hvor vi har noteret 7 dage med sol, 3 dage med skyet, 10 dage med sol og skyer, 10 dage med varmt, 10 dage med mellem temperaturer, 9 dage med svag vind, 8 dage med mellem vind, 3 dage med frisk vind, 9 dage med byger. Det må da siges at være OK!

Lidt statistik:
Start 10.7 og hjemme igen 29.7 i alt 20 dage på vandet
Vi har logget 453 sømil
Sejltid 75 timer
Heraf er motoren benyttet 32 timer (43%)
Havnepenge 1.985 Kr.
svarende til 104 Kr./døgn

Samlet rute: 453 sømil