Sommertur i Grace 2020 – Østjylland – Fyn

Til Løgstør

I år ville vi tidligt afsted, da vi ingen forpligtelser havde overhovedet.

Så vi pakkede båden og var egentlig klar til at tage afsted lørdag, men så meldte de frisk vind fra øst både lørdag og søndag, så vi benyttede lejligheden til at få gjort huset helt klar. Vi var også inde og fylde tanken med diesel.

Mandag morgen den 15. juni tog vi maden ombord, og kl. 9:05 / log 0 sejlede vi ud for motor. Efter Oddesundbroen satte vi sejl og stoppede motoren – og det gik fint i en halv time, så gik vi i stå. Motoren blev startet, men lidt efter Tap-kosten stoppet igen. Det gik ikke så hurtigt, og et stykke før Sallingsundbroen blev den startet igen.

Sallingsundbroen forude
Knuds Hoved på Fur passeres

Kl.16:40/43 gik vi ind i Løgstør og fandt en plads ved ydermolen. Lidt efter dukkede BASTA op. De var sejlet fra Agger en time før os. Vi hyggede med dem til sengetid.

Dag 1 – Lemvig-Løgstør – 43 sm – 7:35

Til Aalborg

Næste morgen startede vi kl. 8:30 for at nå Aggersundbroen kl. 9 og det gik fint. Efter broen sad vi og spiste morgenmad og da vi var færdige med det, satte vi forsejlet – men vinden var svag og vi stoppede ikke motoren. Sådan gik det hele vejen til Aalborg, hvor vi anløb Vestre Bådehavn kl. 12:30/68 og fik en fin plads ved vores sædvanlige bro. Vi gik en tur om aftenen og på tilbagevejen snakkede vi lidt med BASTA. KKW var henne og kigge på vore gamle H-båd, der lå ved samme bro som os og fik en snak med ejeren, der havde haft den i 4 år. Han var nordmand, men boede i Aalborg. Han fortalte i øvrigt, at delfinen ofte ses ved den grønne bøje lige efter Limfjordsbroen.

Dag 2 – Løgstør-Aalborg – 25 sm – 4:00

Til Grenå

Vi tøffede ud kl. 8:40 og kom først under Jernbanebroen og 9:05 under Limfjordsbroen. Vi kiggede efter delfinen og ganske rigtigt – ved den 2. grønne bøje så vi den drønede rundt, men desværre så vi ikke den sprang helt ud af vandet,

Ved Kraftværket kom der lidt vind, og vi satte sejl. Det gik fint et stykke tid, men så blev motoren startet igen. Lidt før Hals øgede vinden lidt og sprang i NØ, Motoren blev stoppet og vi drønede ud i renden på en halvvind. Vi ændrede destinationen fra Øster Hurup til Bønnerup og lidt efter til Grenå, da det gik så godt og vejret var herligt.

Her er Mou forude
Her passeres Hals

En times tid efter døde vinden dog noget og motoren blev startet. Det blev lidt køligere, da vi sad i skygge af sejlet, men det gjorde en trøje heldigvis noget ved. Da vi kom ned langs land spiste vi aftensmad, varme deller med kartoffelsalat, og det blev varmt igen. Kl. 19/128 gik vi ind i Grenå Lystbådehavn og direkte hen til dieseltanken, hvor vi fik godt 34 liter på. Timetælleren viste 20 timer for motor siden vi sejlede hjemmefra, så det gav 1,72 l/time.

Vi fandt en plads med sol i cockpittet og gik op og fik en hjemmelavet isvaffel. I øvrigt manglede der en hel pontonbro, hvor pælene var spærret af, så det vil nok give trængsel om nogle uger, hvis de ikke får en ny pontonbro lagt ud.

Dag 3 – Aalborg-Grenå – 60 sm – 10:20

Til Århus

Næste morgen, torsdag den 18. juni kl. 7:25, tøffede vi sydpå i total havblik. Vi sad og spiste morgenmad og fik også læst en del på vejen.

Se hvilken morgenstund

Vi så et par marsvin, der muntrede sig. Kl. 13:05/165 gik vi ind i Århus Lystbådehavn ved Århus Nordhavn helt inde i bunden på vestsiden. Vi var oppe i Netto og handle lidt. Sidst på eftermiddagen dukkede Poul op og lidt efter Anders. Irene stegte en flanck-steak med nogle kartofler og salat til, og da vi sad med det dukkede Katrine op og fik senere en kop the med.

Dag 4 – Grenå – Århus – 37 sm – 5:40

Fredag sov vi længe og fik fyldt vand på. Vi havde sat teltet på inden vi gik i seng og sidst på formiddagen begyndte det at regne, til tider voldsomt med lyn og torden ind i mellem. KK fik sat resultater fra tirsdagens aftenkapsejlads på hjemmesiden og kom i gang med denne beretning.

Om eftermiddagen blev det tørvejr og Anders dukkede op. Vi gik en tur op i byen sidst på eftermiddagen og endte på Sct. Olufs Restaurant og fik stegt rødspætte og jordbærtærte m/is til dessert. Tilbage i båden fik vi aftenkaffe.

Lørdag sov vi længe og sidst på formiddagen gik vi en lang tur rundt om centrum og på vejen tilbage fik vi købt lidt ind. Tilbage på båden fik vi frokost og et stykke tid senere dukkede Poul og Katrine og vi gik en tur langs stranden mod nord, hvor vi bl.a. så en 12m R-båd komme krydsende. Vi gik gennem skoven tilbage til båden og fik eftermiddagskaffe.

Sidst på eftermiddagen tog de afsted til en fest og lidt efter dukkede Anders op. Vi spiste aftensmad.

Til Tunø

Søndag den 21. juni, KKs fødselsdag, fik han gaver på sengen. Vi spiste morgenmad og fyldte vandtanken helt op og 10:30 tøffede vi ud og satte sejl. Vi lod motoren køre medens vi gik østpå, for så at stoppe den, da vi drejede mod SØ. Lidt efter gik vinden under 3 m/s og farten ned på 2,5 knob, så nøglen blev drejet igen. Et kvarters tid senere øgede vinden til 4-5 m/s fra vest og motoren blev stoppet.

Selfie medens der var vind

Efter en lille halv time forsvandt vinden næsten for at ende nede på 1-2 m/s. Kl 14:30/182 anløb vi Tunø. Vi fik en lille frokost og gik en lille tur.

Farverne var så flotte

På vej tilbage købte vi en lille pose nye kartofler til aftensmaden, KKs livret:

Fødselsdagsmenu: Dansk bøf med bløde løg og nye kartofler
og jordbær med fløde
Dag 7 – Århus-Tunø – 17 sm – 3:05

Mandag sov vi længe og efter morgenmaden gik vi ud på Odden mod øst:

Til Endelave

Tirsdag den 23. juni sov vi halv-længe, spiste morgenmad og tøffede ud kl 10:00 og satte sejl. Der var høj himmel og 4 m/s fra vest, men…. Ret hurtigt viste det sig, at vi ikke kunne holde mærket op og vinden var helt nede under 3 m/s. Efter en times tid øgede vinden heldigvis til ca 5 m/s og så gik det fint. Vi tog et slag på bagbords halse og kunne vende tilbage på styrbord og holde mærkerne op og lidt efter endda med slæk på. Da der manglede 2 sømil faldt vinden til omkring 3 m/s, men kl 13:00/199 anløb vi Endelave og gik ind i den nye del af havnen.

Dag 9 – Tunø-Endelave – 17 sm – 3:00
Færgen har åbnet munden

Til Juelsminde

Vi stod op allerede før 8 og gjorde klart skib. Kl 8:40 tøffede vi ud. Der var omkring 3 m/s lige agten fra, så vi gik for motor. KK skulle selvfølgelig prøve, om han kunne tage den lidt kortere vej syd om Svane og Møllegrunden og der gik fint – et stykke tid. Men der blev mindre og mindre vand og farten blev sat ned. Alligevel tog vi bunden, men kunne blot sætte i bak og straks komme fri. Vi drejede lidt nordpå og derefter mod vest igen. Vanddybden var dog i lang tid så lille, at vi kun sejlede 1-2 knob. Til sidst kom vi dog frem til et Midtfarvandsmærke og kunne slappe af. Først der fik KK morgenmad. Kl 10:30/209 gik vi ind i Juelsminde Gl Lystbådehavn og fik en god plads. Vel fortøjet gik vi op og fik handlet lidt ind, så køleskabet blev godt fyldt op.
Om aftenen drønede en redningshelikopter rundt i lav højde lige udenfor havnen, DSRS var ude med 2 både og marinehjemmeværnet var ude. Godt kl 22 holdt de op og vi fandt ud af, at de ledte efter en mand i en lille båd. De fandt mand og båd og manden havde slået ryggen.

Dag 11 – Endelave-Juelsminde – 10 sm – 1:50

Fredag sov vi længe. Efter morgenmaden gik vi en lang tur og fik handlet ind. Efter frokost nød vi tilværelsen i cockpittet resten af eftermiddagen.

Til Brejning

Lørdag stod vi op ved 8-tiden og fik morgenmad osv. KK faldt i snak med en bekendt, “Pastoren”, fra hans tid i DS’ hovedbestyrelse for godt 30 år siden. Vi kom dog afsted kl 9:40 og satte sejl i 3-4 m/s fra ØNØ. Vi krydsede rundt om pynten, men da vi efter godt 1/2 times sejlads slækkede ud, gik farten ned må 2,5 knob. Så motoren blev startet igen. Da vi manglede 3 sømil var der 4 m/s og motoren blev stoppet. Kl 12:50/226 anløb vi Brejning og fandt en grøn plads.

Dag 13 – Juelsminde-Brejning – 17 sm – 3:10

Om eftermiddagen cyklede vi op-op-op til Brejning og belønnede os med en ispind hos Sparkøbmanden. Da vi sad og nød isen ringede Jacob og spurgte, hvornår vi kom og så deres nye bolig. De havde overtaget den igår og vi cyklede derhen. Det var ude midt i skoven:

Det var spændene at se og de var glade for boligen.

Næste dag holdt vi “slapperdag” idet det kom et par gevaldige tordenbyger om formiddagen. Vi gik en lille tur efter frokost.

Til Middelfart

Mandag den 29. juni stod vi tidligt op og kl 7:15 tøffede vi ud og satte sejl og jo – i dag var der vind. Sydlig vind 4-6 m/s, som skulle øge til 6-8, når vi kom ud af Vejle Fjord. Vi spiste morgenmad på vej mod øst, hvor der var lidt slæk på skøderne og lidt medstrøm. Udenfor blev der strammet helt hjem og vi fortsatte på styrbord halse 5-10 minutter, til vi var kommet udenfor de mange fiskebøjer. Så vendte vi til bagbord halse og det gik rigtig godt, idet vi kunne holde Strib Fyr op. Desværre var der som forventet modstrøm, men det gik nu udmærket. Vinden var frisket lidt til 7-10 m/s, så det gik fint fremad. Desværre skrallede vinden lidt og vi måtte have et slag for at komme uden om Fredericia. Vi havde også et par slag hen under den nye Lillebæltsbro og udenfor Nyhavn 1 i Middelfart tog vi sejlene ned og kl 10:45/246 fortøjede vi.

Dag 15 – Brejning-Middelfart – 20 sm – 3:30

KK havde døjet lidt med tandpine på det meste af vores tur og han syntes det var blevet værre, så han fik snakket med nogle tandlæger og nr 3 kunne tage ham. Han gik derop til kl 14:10 og var tilbage godt en time senere, hvor han havde fået foretaget en rodbehandling.
Næste dag sov vi længe. Senere gik vi en tur hen til den gamle havn og en tur gennem gågaden. Vi fik også købt ind til aftensmad. Der var meldt om frisk vind – og der kom der også. Efter en sen frokost lå vi lidt på sofaen, fik eftermiddagskaffe, læste og nød det resten af dagen, medens vi lyttede til vind og regn ind i mellem.

Til Bågø

Onsdag den 1. juli stod Irene tidligt op og spurgte, om vi skulle videre. Så 8:10 satte vi sejl udenfor havnen og satte kursen mod vest – under den gamle Lillebæltsbro. Det var ikke meget vind 3 m/s fra vest; men der var medstrøm – helt op til 3,5 knob på et tidspunkt inden vi drejede sydpå ved Hindsgavl. Det var stiv bidevind og vi så GPS-loggen helt oppe på 9,9 knob.

Efter Kalvø kunne vi slække lidt og da vi var kommet forbi Stenderup skov kunne vi slække lidt og vinden øgede til 5-6 m/s. Der kom sorte skyer og vi havde en times tid med regn. Heldigvis havde vi taget regntøjet på. Lidt før Bågø kom der igen en lille meget sort sky, der dryppede lidt og havde 8-10 m/s i sig. Den forsvandt heldigvis hurtigt, så det gik nemt at tage sejlene ned og kl 11:00/265 gik vi ind i en næsten tom havn og fik en udmærket pæleplads med udsigt ud gennem indsejlingen. Så en hurtig tur selvom vi gik langsomt flere gange i vind under 3 m/s.

Dag 17 – Middelfart-Bågø – 19 sm – 2:50

Efter frokost gik vi en tur – den blå rute plus lidt ekstra. Vi var inde og se “Hestestalden”, hvor der var nogle gamle landbrugsmaskiner, som kunne have været sjovt at tage billeder af og vise KKs far (som desværre døde for et halvt år siden).

Hovedgaden på Bågø

Til Lyø

KK stod op godt syv og kl 8:00 satte vi sejl lige uden for havnen. Vinden var 3-4 m/s fra vest og øgede til 5-6. Der var en del skyer, men ingen regn. Det gik rigtig godt agten for tværs, hvor vinden på bagkanten af skyerne øgede til 7-8. Efter en times tid blev de blå huller i skyerne større og vi passerede Helnæs Fyr:

Vinden blev svagere og da vi rundede Horne Land fik vi vinden næsten agten ind, så farten gik voldsom ned; men der var kun små 3 mil til Lyø Trille og kl 11:25/286 gik vi ind i Lyø Havn og fik en god plads med stævnen i vinden. Pludselig blev der råbt “Hej Grace”. Det var Elin og Gunnar (tidl. Argo) det var på øhop-cykeltur og skulle med færgen. Hyggeligt at hilse på dem.

Dag 18 – Bågø-Lyø – 21 sm – 3:25

Efter frokost gik vi en lang (1 1/2 time) tur op til Klokkestenen:

Til Fåborg

Fredag den 3. juli stod vi ikke specielt tidligt op, men kl 9:20 tøffede vi ud og satte kursen mod Fåborg, medens vi spiste morgenmad. Det var kun omkring 3 m/s fra WSW, så det blev for motor.

Ind mod Fåborg

Kl 10:10/291 fik vi ind i Fåborg Marina. Vi fik fortøjet godt og sat teltet op – så nu kunne vejret bare komme an!

Dag 19 : Lyø-Fåborg – 5 sm – 0:50

Lørdag sov vi ikke specielt længe, men hyggede med morgenmaden og så lidt YouTube, idet KK havde fået telefonen sluttet til fjernsynet. Sidst på formiddagen gik vi en tur op i byen og ind i SuperBrugsen og handlede lidt ind. Da vi kom ud væltede det ned og vi blev noget våde inden vi nåede tilbage til båden.

Det er hyggeligt i Fåborg – selvom det var fugtigt!

Efter frokost læste vi lidt og var i bad inden vi fik eftermiddagskaffe. Derefter læste vi igen frem til aftensmaden.

Søndag hyggede vi igen med morgenmaden og sidst på formiddagen gik vi en tur op i byen. På tilbagevejen handlede vi lidt ind. Der var næsten tørvejr på turen; til gengæld blæste det stadig ret meget. Sidst på eftermiddagen hældte KK 20 l diesel på fra dunkene og gik hen på havnen og fyldte drm op igen. Nu er vi tanket helt op med diesel.
Mandag hyggede vi med morgenmad i cockpitteltet, hvor det var dejlig varmt. Senere gik vi en tur vestpå langs “Strandvejen” og kiggede på de flotte huse. På tilbagevejen måtte vi lige søge tilflugt i et bus-venteskur, medens en byge drønede ind over.

Her et ophold mellem bygerne, hvor der ofte er 16-18 m/s – og generelt 10-13!

Tirsdag hyggede vi med morgenmaden og bagefter gik vi en lang tur mod øst, langs med vandet, hvor det var en fin sti. På tilbagevenden gik vi oppe i nogle ældre boligkvarterer. Vi fik også handlet lidt på vejen ned til havnen.
Om eftermiddagen læste vi og hyggede igen. Sidst på eftermiddagen fik vi pakket teltet ned, dejligt tørt.

Til Avernakø

Onsdag den 8. juli vat vinden som meldt aftaget og da vi havde spist morgenmad tøffede vi ud kl 9:25 og rullede fokken ud. Vinden var vest og varierede mellem 3 og 9 m/s. Det var køligt, men der var mange huller i skyerne. Kl 10:15/295 gik vi ind i Avernakø Havn og fik en pæleplads med stævnen op i vinden.

Vi gik en tur helt op til købmanden og tilbage igen. Om eftermiddagen hyggede vi i cockpittet. Til aftensmad hentede vi 2 burgere i den lille restaurant (det var helt fyldt) og tog med ned ombord. Vi havde tændt oliefyret, da det var halv koldt nede ombord.

Dag 24 – Fåborg-Avernakø – 4 sm – 0:50
Avernakø Havn

Til Birkholm

Onsdag morgen stod KK allerede op kl 7:15 og da vi havde afleveret tallerkenerne fra i går tøffede vi ud kl 8:20. Det var havblik og lidt overskyet og ikke meget varme. Vi sejlede langs med Avernakø og sønden om Drejø og kl 10:30/307 gik vi ind i den lille havn på Birkholm. Vi fik en plads langskibs, men 1 times tid senere gik en båd ud og vi smuttede over på en pæleplads. Vi ville have været herind i 2009, men det var helt fyldt. Sidste år ville vi også, men her var der også rimeligt fyldt – set udefra – og det blæste lidt frisk, så der fortsatte vi helt til Assens.

Dag 25 – Avernakø-Birkholm – 13 sm – 2:10

Efter frokost gik vi en tur op til “byen” og mod vest helt ud til det øvre højtvandsdige. I “centrum” sad vi lidt på en bænk og kiggede på klokkefrøer:

Gadekæret med klokkefrøer på Birkholm

Vi gik også mod nord – forbi det øvre dige og ud til det nedre dige.

Vue over havnen

Til Svendborg

Igen stod KK op lige godt 7 og konstaterede regn og 1-2 m/s fra øst. Men vi ville videre og spiste morgenmad og tog regntøj på og 8:25 tøffede vi ud af havnen og satte stævnen nordpå. Der var mange perioder med tørvejr og sigtbarheden var god, så det var en fin tur – for motor. I Svendborgsund var der heldigvis medstrøm – til sidst næsten halvanden knob. Der var flere tomme pælepladser helt ind mod land – men det var nu ikke helt nemt at komme ind. Der var nemlig en kraftig tværgående strøm, så det var først i 3. forsøg det lykkedes. Heldigvis var det nogle, der hjalp! Kl 10:15/319 har vi noteret som ankomst. Vi fik rigget strøm til og påfyldt vand – og så var vi parate til det kommende blæsevejr!

Dag 26 – Birkholm-Svendborg – 12 sm – 1:55

Vi tog den store paraply med og gik en tur op gennem det spændende gågadesystem. Der var mange små sidegader, men vi endte i Føtex og handlede lidt. Det regnede en del ind imellem, men vi fik tørvejr sidst på eftermiddagen, hvor der også var kommet lidt vind. Vi gik hen til delfinen og fik også set et par glimt af den.

Lørdag sov vi længe og hjalp nabobåden ud og en ny ind. Derefter fik vi op i byen i herligt solskin. Efter frokost og en lille lur gik vi hen til delfinen igen:

Her ses delfinen mellem 2 SUP’er

På vej tilbage til båden til eftermiddagskaffe tog vi et billede ud over havnen:

Og jo – Grace er på billedet

Til Gambøt

Vi havde bestemt, at vi ville prøve at sejle til Thurø, hvor der ikke var ret langt. Så vi stod senere op og spiste morgenmad og kl 9:20 bakkede vi ud fra pladsen, der straks blev optaget. Det var en flot tur gennem det smalle Svendborgsund, hvor vi passerede Troense:

Dag 28 – Svendborg-Gambøt – 4 sm – 0:50

Kl 10:00/322 fandt vi en pæleplads med stævnen mod vest, op i vinden.

Gambøt Havn – og ja, Grace er på billedet

Vi gik en lang tur op gennem en del af byen. Tilbage i båden fik vi frokost, hvorefter vi slappede af med bøgerne.

Til Lohals

KK stod først op og gjorde morgenmaden klar. Efter morgenmaden tøffede vi ud kl 8:45 og satte sejl ud for Walsteds Yachtværft og stoppede motoren. Der var et langt stykke ud til Thurø Rev, hvor vinden var lige agten ind og det gik ikke så hurtigt. Vinden var vest 3-5 m/s og der var en hel del sol. Efter Revet drejede vi nordpå og havde vinden agten for tværs med en god vindvinkel. Det gik derfor pænt fremad, selvom vinden mange gange var nede på 3 m/s – og den var også på 7-8 m/s ind i mellem.

Admiralen styrer

En herlig tur med rigtig mange både på vandet. På et tidspunkt talte vi over 40 sejl! Kl 11:15/335 gik vi ind i Lohals Lystbådehavn og fik en fin pæleplads.

Dag 29 – Gambøt-Lohals – 13 sm – 2:30

Efter frokost gik vi en lang tur, hvor vi fandt en Dagli’ Brugs og købte en bakke jordbær. Resten af dagen: Hygge

Udsigt fra cockpittet

Til Nyborg

Vi stod op godt 7 og skyndte os at gøre klar og 7:50 tøffede vi afsted. Vinden var lige agten ind 3-4 m/s og overskyet med udsigt til regn midt formiddag. Så det blev for motor. Vi spiste morgenmad undervejs og da vi manglede en halv time begyndte at dryppe.
Kl 9:40/347 gik vi ind i Nyborg og fandt en pæleplads helt inde i bunden af havnen.

Dag 30 – Lohals-Nyborg – 12 sm – 1:50

Vi gik en lang tur op gennem gågaderne, forbi skottet og vi så nogle af de mange statsejendomme, der er i Nyborg pga de mange tjenestemænd, det var her tidligere. På vejen tilbage købte vi ind og nede i båden fik vi frokost. Senere begyndte det at regne og vi hyggede med bøger hele eftermiddagen og om aftenen. Vi gik en tur om aftenen for at tjekke et spisested ud, som KK havde fundet og KK ringede efterfølgende og bestilte bord til næste aften, hvor vi ville fejre vores bryllupsdag ❤️

Onsdag den 15. juli sov vi længe. Efter morgenmaden blev der gjort rent – både om læ og i cockpittet. Det regnede det meste af eftermiddagen, men det holdt op inden vi gik på restaurant Roeds Brasserie, hvor vi fik pandestegt rødfisk og Irene fik jordbærtærte til dessert og KK fik creme brulét.

Pandestegt Rødfisk
Creme brulét

Til Kerteminde

Torsdag morgen stod vi tidligt op og spiste morgenmad og fik stuvet tingene på plads, da der var dømt kryds – 17 sømil til Kerteminde. Kl 8:20 tøffede vi ud og satte sejl, men lod motoren køre tul vi drejede mod øst og fik mere træk i sejlene i den svage vind, 2-4 m/s fra NNW.

Det gik ikke specielt hurtigt, men vi nåede da ud til gennemsejlingsfaget på Vestbroen:

Der var lidt slæk på ud til gennensejlingsfaget

I starten var der medstrøm, men det vendte. Efter et hav af vendinger nåede vi kl 12:15/368 frem til Kerteminde og fik en fin pæleplads. Pga modstrøm og kryds loggede vi faktisk 21 sømil, altså 4 mere end den direkte vej.

Dag 32 – Nyborg-Kerteminde – 21 sm – 3:55

Da vi havde rigget af, stod den på frokost og efterfølgende tur op og se noget af byen. Vi fik handlet lidt og kom ned på båden og fik eftermiddagskaffe. Efter aftensmaden gik vi en lang tur mod nord, ud til de mange små træhuse.

Fredag morgen sov vi længe. Efter morgenmad og oprydning gik vi en lang tur mod syd og tilbage og fik frokost. Senere gik vi op og handlede ind til nogle dage.

Til Korshavn

Lørdag den 18. juli stod vi tidligt op og kl 7:45 tøffede vi afsted. Der var ingen vind og sol, så det var en flot tur.

Romsø ret forude

En overgang var der 4-5 m/s fra vest, så vi rullede fokken ud. Ved bøjen nord for Fyns Hoved rullede vi ind ig en og kl 10:40/387 fik vi en pæleplads ved den lille bro ved Korshavn.

Dag 34 – Kerteminde-Korshavn – 19 sm – 2:55

Vi gik en tur over på stranden og bagefter over til “byen” – 5 huse og et fælles toilet.

Motiv over mod broen

På vej tilbage købte vi jordbær. Vi fik frokost og så var der dømt lur. Efter luren fik vi eftermiddagskaffe og derefter måtte vi have solsejlet op – vi blev stegt!

Korshavn fra cockpittet

Til Ballen

Efter en dejlig, lun aften, med kalvemedaljoner og friske jordbær til dessert, stod vi i dag op godt 7 og sejlede ud allerede kl 8. Vi satte sejl og det gik rigtig godt mod vest i 5 minutter, hvor vi drejede nordpå – lige ned vinden. Motoren blev startet og vi beholdt sejlene oppe. Vinden øgede til 4-5 m/s, så vi gik en overgang 6,5 knob på loggen og 7,3 på GPS’en – altså 0,8 knobs medstrøm.
Vi kunne se, at der kom mange både ud fra Ballen og kl 10:20/402 gik vi ind i Ballen og fandt en pæleplads næsten helt inde i bunden:

Her bliver vi nogle dage og afventer bedre vejr til at gå nordover. For første gang på turen fik vi både øl og snaps til silden! Vi gik en lille tur, men hyggede i cockpittet hele eftermiddagen og satte cockpitteltet på.

Dag 35 – Korshavn-Balken – 15 sm – 2:20

Mandag sov vi længe og fik først morgenmad kl. 10:30, hvorefter KK gik “på kontoret” og fik ordnet de sidste par pladstilmeldinger i Marinaen og noget til aftenkapsejladserne på klubbens hjemmeside. Derefter frokost og derefter en lang gåtur mod vest.

Flotte danske sommerfarver

Tirsdag sov vi også længe og efter morgenmaden gik vi en lang tur mod nord. Efter frokost dovnede vi i cockpittet og fik læst en masse.

Onsdag sov vi igen længe og vi gik en tur mod nord igen for at købe jordbær. Sidst på eftermiddagen kørte vi en lille tur i en el-bil, som KK havde reserveret aftenen før:

El-up

Vi tog teltet ned og gjorde lidt klar til at sejle videre i morgen, idet den friske vind skulle falde lidt i løbet af natten.

Til Bønnerup

Torsdag den 23. juli stod Irene tidligt op og allerede kl 06:50 tøffede vi udenfor og satte sejl. Der var blå himmel men ikke så meget vind, agten for tværs. Efter en halv times tid øgede vinden til 5-6 og da vi også havde lidt medstrøm gik det godt.

Vejrø passeres øst om

Vinden øgede yderligere op langs Djursland og solen begyndte også at varme, så vi besluttede at gå ind i Grenå kl 12:45, hvor vi hældte 28 l diesel på tanken (det et dejlig nemt i Grenå) og kl 13:05 gik vi ud igen og satte sejl og fortsatte rundt om Fornæs. Desværre døde vinden til sidst og vi startede motoren den sidste halve time. Kl 15:40/455 gik vi ind på vores sædvanlige plads i Bønnerup.

Efter aftensmaden var vi ovre i havnens kiosk og købe et par af de sædvanlige isvafler. De er godt nok store!

Dag 39 – Ballen-Bønnerup – 53 sm – 8:30

Til Hals

Fredag stod vi op og KK var oppe i Brugsen og hente de 2 stk. morgenbrød, der var indeholdt i havnepengene. Kl 8:30 tøffede vi udenfor og satte sejl. Det gik strygende på en agten for tværs. Kl 8:30 havde vi sejlet 6,8 sømil og kl 9:30 stod loggen på 13,9 sømil.

Frisk vind på Kattegat

Efter en halv times tid faldt vinden til 3-5 m/s og farten gik voldsom ned. KK startede motoren og så gik det godt igen. Efter yderligere en halv times tid øgede vinden og drejede lidt mod nord. Motoren blev stoppet og det gik fint. Da vi manglede godt en sømil til “Soldaterne” (de 2 store fyr) trak det voldsomt op og det begyndte at regne og der var pludselig 10 m/s. Sigtbarheden forsvandt og vi kunne ikke se Soldaterne. Men inden vi var helt derhenne holdt det op med at regne og vinden faldt også. Sejlene blev strammet hjem ind i renden og ud for havnen tog vi sejlene ned og kl 12:10/486 gik vi ind i Hals Havn og fandt en plads langskibs på en pontonbro.

Dag 40 – Bønnerup-Hals – 31 sm – 4:40

Vi fik frokost og gik en tur op i byen og bagefter ud på Skansen, hvor vi sad og kiggede ud over havnen. Vi fik handlet lidt ind, bl.a. en bakke jordbær.

Til Aalborg

I dag vågnede vi ved et eller andet og lidt efter stod vi op – og det betød vi sejlede ud allerede kl 6:45 !!!
Vi spiste morgenmad medens vi sejlede for motor i 2 m/s lige forfra hen til Mou. Her kom der 4 m/s og vi satte sejlene. Vi snakkede om, at det var som at være på efterårstur. Hele båden var våd udvendig, selvom det var skyfrit og havde været det siden i aftes.
Men det var en fin sejltur hen forbi kraftværket, hvor vi tog sejlene ned. Vi tøffede op til broen, som vi kom under godt kl 10. Inden broen fik vi rigtig set delfinen, der sprang ud af vandet lige ved siden af båden.

Her springer “Delle” lige ved båden
(KLIK på billedet for at se video)

Kl. 10:10/503 gik vi ind i Vestre Bådehavn i Aalborg og fandt en fin plads. Så man på vejrudsigterne kunne det godt blive mange dage, vi skulle blive her.

Dag 41 – Hals-Aalborg – 17 sm – 3:25

Vi fik senere frokost og var oppe i Kvickly. Efter aftensmaden hyggede vi i båden og gik forholdsvis tidligt i seng.

Søndag morgen sov vi længe. Det regnede, så vi sad med morgenmaden og læste. Vi fik ryddet lidt oppe og ordnet forskelligt. Efter frokost gik vi en lille tur i mellem bygerne. Tilbage på båden fik vi eftermiddagskaffe – og senere aftensmad.

Mandag morgen sov vi knap så længe (da vi kom nogenlunde tidligt i seng). Efter morgenmad og lidt rengøring flyttede vi båden et par pladser, da ejeren af vores plads vat kommet hjem. Vi fik en plads, det var ledig til fredag – og med vejrudsigten Sp det ikke ud til, at vi kunne komme videre før. Derefter gik vi en lang tur op i byen, hvor vi også var forbi det, hvor KK boede, da han studerede. Tilbage på båden til sen frokost og bagefter lå vi og slappede af i cockpittet. Om aftenen spiste vi på Strandpavillionen på havnen:

Stegt flæsk med persillesovs

Tirsdag morgen sov vi lidt længe og efter morgenmaden ryddede vi lidt op og så lidt YouTube på fjernsynet. Det regnede lidt og blæste lidt. Efter frokost gik vi en lang tur helt hen på østsiden af broen og gik op gennem Jomfru Anes Gade og tilbage til båden via Kvickly. Vi fik eftermiddagskaffe og fik læst en masse.

Onsdag sov vi længe. Det var koldt og det regnede og blæste, så oliefyret var tændt i nogle timer. Der blev læst og set lidt TV og først sidst på eftermiddagen gik vi en tur.

Torsdag sov vi længe. Efter morgenmaden læste vi lidt og gik så op til Kunstmuseet. Bagefter gok vi ned gennem begge gågader mv og endte på båden til sen frokost. Bagefter lå vi lidt på sofaen. Sidst på eftermiddagen var vi lige oppe og supplere brødkassen, så vi var klar til at sejle tidligt næste morgen. Der var frisk vind hele aftenen, men det skulle løje lidt af til næste dag.

Til Glyngøre

Fredag den 31. juli stod vi forholdsvis tidligt op og kl 7:10 tøffede vi ud. Der var meldt nordvestlig vind, så vi satsede på at få sejl på efter svingene før Gjøl. Der var lidt medstrøm, så det gik fint fremad for motor og vi spiste morgenmad. Der var også meldt sol og varme, men det lod vente på sig. Vinden var 6-8 m/s og vi ventede og ventede på vinddrejningen til NW. Men den kom aldrig. Som tiden gik begyndte strømmen at løbe den anden vej og ankomst Aggersundbroen rykkede sig. KK hav lidt mere gas , tiden rykkede sig og det gentog sig nogle gange. ETA var 10:34 og endte på 10:37. Vi bemærkede, at broen først gik op 10:06, så vi håbede! Vi kunne se, at der var 4 både på den anden side og vi ville blive 3. Men øv – klappen begyndte at gå op præcis 10:30 og da vi manglede 200 m slukkede han signalet og broen begyndte at gå ned. Så vi måtte vente en halv time. Vejret var heldigvis blevet bedre, men vinden var faldet til 4 m/s stadig fra vest. Vi satte sejlene og det fik fint til Løgstør. Her måtte vi rulle fokken ind og starte motoren til vi var ude af rebden. Der rullede vi ud igen og stoppede motoren. Vi kunne ikke holde Livø op og endte på læsiden og tog et slag. Der var under 3 m/s, så det gik ikke hurtigt. Vi vendte igen og en halv times tid senere efter vi havde spist frokost var det under 1 m/s – stadig fra vest.

Som på vejen ud for 47 dage siden passeres Knuds Hoved i havblik

Så blev motoren startet og lidt efter tog vi sejlene ned. Kl 15:10/547 gled vi ind i Glyngørre. Da vi havde fået eftermiddagskaffe skiftede vi turfokken ud med kapsejladsfokken. Det var hårdt, da solen brændte!

Dag 47 – Aalborg-Glyngøre – 44 sm – 8:00

Til Lemvig

1. august og sidste dag på turen. Vi stod op ved 8-tiden og spiste morgenmad. Kl 9:30 satte vi sejl. Vinden var SØ 3-5 m/s og lidt medstrøm, og det gik strygende. Vi havde lidt kapsejlads med en Belgier i en 40 fods båd. Vi gav ham lidt baghjul, men ved Kås Hoved friskede vinden og han kom forbi. Vi tog bare lige et par vendinger ved broen, så gik den op. Vi var 8 sejlbåde fra øst, det gik under sammen. På vej ned gennem Bredningen gik vi fra dem alle sammen og da det yderligere friskede til 8-10 m/s forsvandt de bagud. Kl 13:15/573 gik vi ind i Lemvig Marina.

Dag 48 – Glyngøre-Lemvig – 26 sm – 3:45
Samlet rute: 573 sømil