Sommertur i Grace 2025 – Sydfyn

Til Aalborg

Vi havde forlængst fastsat afgang til søndag den 15. juni, da vi skulle til Kobberbryllup den 14. juni. Og det var en fin fest, hvor vi var hjemme ved 2-tiden om natten!

Men KK vågnede tidligt og da vi havde pakket al mad m.v. i båden, så skulle vi bare have lukket af og købt et par rundstykker, så vi sejlede ud kl 8:35 og kom under Oddesund kl 10:15. Der var ikke megen vind, men vi havde slukket for motoren en lille times tid gennem Nissum Bredning, da vi kunne se, at vi sagtens kunne nå åbningen. Efter broen gik det fint et stykke tid med vinden agten for tværs, men efter kosten gik vi i stå og motoren blev startet.

Jegind Tap er netop rundet

Det var meget diset, men egentlig ikke koldt. Efter Fur klarede det op og solen kom igennem. Vi fik både frokost og senere eftermiddagskaffe. Vi læste i en meddelelse fra Vejdirektoratet, at Aggersundbroen i weekenden kun lukkede op kvart over og vi kunne se, at det ville være umuligt at nå 15:15 åbningen. Så vi tog den med ro og stoppede motoren flere gange. Da vi havde passeret Løgstør kunne vi pludselig se, at broen gik op!! Så meget for Vejdirektoratets oplysninger. Men vi kom under 16:15 og fortsatte østpå. Vi fik lidt regn en times tid, men så klarede det op igen. Fik jeg nævnt, at vi havde medstrøm stort set hele vejen fra Lemvig til Aalborg!

Dag 1: 15/6 – 68 sm – 11:10

Vi tog sejlene ned ved lidt før Vestre Bådehan, hvor vi gik ind kl 19:45 log 68 og fandt en fin plads i den østlige del af havnen. Derefter aftensmad, hygge og til køjs godt trætte. Selve turen var dog ikke anstrengende da, da autopiloten styrede hele vejen og vi sad og gættede krydsogtværs’er o.s.v.

Næste morgen sov vi længe, da vi kunne se på vejrudsigten, at vi ikke ville sejle videre.

Vi var oppe i Kvickly og handle lidt. Bl.a. købte vi en flaske klorin, som KK efter frokost hældte en del af i vandtanken. Så åbnede vi vandhanerne til der kom klor-vand ud.

Derefter gik vi en tur op i byen i byen. Irene fandt en lyseblå trøje, som hun har ledt efter.

Vi fik Mørbradgryde og bagefter jordbær til aftensmad.

Til Hals

Tirsdag morgen tøffede vi ud kl 7:40 for at kommer under Limfjordsbroen kl 8:00. KK kom dog i tanker om, at der nok var spærretid og slog det op. Jo, ganske rigtigt!
Nå, nu var vi kommet udenfor, så vi kom under Jetnbanebroen kl 7:50 og tøffede ind i den lille kanal på sydsiden. Her spiste vi så morgenmad og kl 8:50 tøffede vi ud og kom under Limfjordsbroen kl 9:00. Vi satte straks sejl og stoppede motoren. Der var en god medstrøm og vi høvlede afsted med 8 knob over grunden. Vinden var meget varierende inde mellem de mange høje bygninger, men efter Grønlandshavnen blev det mere ensartet.

7,0 knob på loggen og 7,45 knob over bunden

Vinden øgede ligeså stille til 8-10 m/s agten for tværs.

Lidt før havnen drejede vi helt rundt og tog sejlene ned og da vi drejede rundt igen kunne vi se, at Dannebrog kom imod os ude fra Kattegat. Irene kippede med vores flag og straks kunne vi se en gast komme løbende ned til bagenden og kippede med deres flag!

Dannebrog kipper med flaget
Dag 3 – 17/6 – 17 sm – 3:15

Kl 10:25/log 85 anløb vi Hals og fandt en udmærket pæleplads. Men det vil sige, at vi har haft medstrøm hele vejen fra Lemvig! Det er vist første gang.

Her i Hals

Til Grenå

Onsdag tøffede vi ud og satte sejl kl 10:10, da vinden ville falde lidt.

Her har vi kurs mod Grenå

Det blev en hurtig tur med medstrøm og vind fra vnv – først 8-10 m/s, så en rigtig lang periode med 6-8 og 5-7 for til sidst at øge til 9-11, hvorfor vi tog sejlene ned ud for Fornæs Fyr, hvor der var lidt læ.

Her passeres “Hans Bare Røv” på god afstand (Hals Barre Rev)
Dag 4 – 18/6 – 43 sm – 6:40

Kl 16:40/log 129 anløb vi Grenå Lystbådehavn og fandt en plads med snuden mod vnv.


Torsdag sov vi længe, da der var meldt frisk vind. Det skulle der også have været om natten, men det mærkede vi ikke meget til. Det kom dog om morgenen!

Vi gik en tur op til Rema og købte et par ting og hyggede ellers i båden.

Til Tunø

Vi stod forholdsvis tidligt op og kl 8:00 tøffede vi ud og satte sejl i 5-7 m/s fra VNV. Himlen var blå og vi spiste morgenmad, medens vi høvlede sydpå. Desværre var det slut med at sejle i medstrøm! Tværtimod!! Helt op til en knob imod. Men herlig sejlads langs Djursland – dog køligt de første timer.

Hjelm om bagbord

Da vi kom ud i farvandet mellem Djursland og Samsø kørte vinden mere sydover og døde til sidst. Så motoren kørte de sidste små 3 timer. Op forbi Issehoved blev strømmen endnu stærkere – over 1 knob imod.

Tunø forude


Vi besluttede os for Tunø i stedet for Mårup – og her var det sommer, da vi anløb kl 13:40 / log 162. Der var mange både, da det jo var fredag, men vi fandt en fin plads og fik fortøjet.

Kirken / Fyret på Tunø
Tidligere, da fyret var i drift og blev passet af præsten sagde man, at præsten sov hos fyrpasserens kone!

Vi gik en tur op på øen i den lille hyggelige by. Der var faktisk gang i et voldsomt boligbyggere!

Tilbage hyggede vi os i cockpittet med en bog og senere et glas rosé inden aftensmaden.

Grace på Tunø
Dag 6 – 20/6 – 33 sm – 5:40

Til Horsens

I dag var det KKs fødselsdag! Vi stod forholdsvis tidligt op og spiste morgenmad. Der kom faktisk en lille bitte regnbyge! Vinden var i vest – den retning vi ville – så kl 9:10 startede vi motoren og gik lige op mod vinden, der straks øgede til 5-7 m/s.

Desværre var der samtidig kraftig modstrøm hele vejen, så det tog sin tid. Vejret blev flottere og flottere og vinden døde helt. Da vi nærmede os Horsens Fjord kom der lidt vind igen – lige imod.

Dag 7 – 21/6 -23 sm – 4:30

Vi ville have været ind på Hjarnø, men der var propfyldt, så det opgav vi. Vi drøftede situationen. Næste dag søndag sidst på dagen vil vejret slå om med regn og kraftig vind i flere dage. Samtidig døjede Irene med noget udslet på et par fingre, så vi blev enige om, at vi ville sejle til Horsens, hvor der nok var et apotek og hvor det også ville være mere spændende at afvente noget brugbart vejr.

Kl. 13:40 / log 185 gik vi ind i Horsens Marina og fandt en udmærket pæleplads.

Om aftenen gik vi på restaurant NIOR på havnefronten blot 2 minutter fra vores plads i marinaen. Vi fik en lækker okseburger, men på kartoffelrøsti i stedet for en bolle.

Søndag sov vi længe og efter morgenmaden gik vi en lille tur over langs badestranden, hvor der lå nogle helt ny, meget lækre villaer. Det var rigtig flot vejr.

Efter en sen frokost lå vi og blundede i cockpittet i det dejlige varme vejr. Da vi havde fået eftermiddagskaffe skyede det til og der kom nogle dråber i flere omgange og til sidst regn.

Det klarede dog op igen og efter aftensmaden gik vi hen på NIOR og fik en kæmpe isvaffel. Det blev slutningen på en dejlig dag.

Mandag sov vi også længe. Efter morgenmaden gik vi op i byen. Vi måtte stå i læ et par gange, da der kom nogle kraftige byger. Vi fik købt noget creme til Irenes finger og nogle ørepropper til KK.

På vejen tilbage langs havnefronten opdagede KK en H-båd, der lignede vores den gamle. Da vi kom hen tl den, kunne han med sikkerhed sige, at det var den:

Vi købte den fra ny for 51 år siden og sejlede i den 1974-78. Vi har før mødt Athene (som den ikke hedder længere):

Tilbage på båden fik vi frokost. Bagefter blæste det kraftigt op med regnbyger. I et lille ophold fik KK krydset agterfortøjningerne, så vi kom til at ligge lidt bedre.

Vi fik en lille lur på sofaen og fik læst lidt i vores bøger. Vi havde set, at der skulle være Skt. Hans bål med taler kl. 21 ved restauranten. Vi gik derop 5 min. i og der var en del mennesker på kajen. Kl. 21 blev bålet tændt helt ovre på sydsiden af havnen. Det trak imidlertidigt voldsomt op, så vi gik tilbage og hyggede i båden.

Tirsdag sov vi også længe og sad og nød morgenmaden. Bagefter gik vi op til Meny og handlede lidt ind. Tilbage på båden fik vi frokost.

Om eftermiddagen blundede vi lidt, læste en del og efter aftensmaden så vi lidt fjernsyn.

Dag 11 – 25/6 – 16 sm – 2:40

Til Juelsminde

Efter 4 overnatninger i Horsens med snalret vejr sejlede vi i dag kl 10:10 videre. Vinden var frisk til hård, men agten ind, så vi satte bare fokken. Der kom nogle dråber et par gange, men ellers var der lidt huller i skyerne. De sidst 3 sømil var lidt mere imod vinden – og lige der stod vinden med 10-12 m/s og 13-15 i stødene.
Så vi rullede sejlet ind og gik for motor.
Vi anløb Juelsminde kl 13:00 / log 202 og fandt en plads helt inde i bunden af dét vestlige havnebassin – som man kan se på billedet.

Grace i Juelsminde

Det er nu dag 11 på turen og vi begynder at håbe på lidt mere sommer!

Om aftenen havde vi besøg af Linda og Palle. De boede på Juelsminde Camping. Det var rigtig hyggeligt.

Til Middelfart


I dag stod vi alligevel tidligt op og sejlede ud allerede kl 7:15. Der var ingen vind, så det var for motor hele vejen!

Her kigger vi ind mod Juelsminde

Vejrmeldingen lød på en del regn over middag, så vi ville forsøge at være i Middelfart Marina inden regnen – og det lykkedes på trods af modstrøm hele vejen, hvor den toppede flere gange på 2 knob.

Den gamle Lillebæltsbro
Dag 12 – 26/6 – 23 sm – 4:00


Vi anløb Middelfart kl 11:15 / log 226 . Og her bliver vi nogle dage, da de har meldt frisk vind.

Da vi havde betalt havnepenge blev der sat frokost på bordet med både øl og snaps:

Frokosten er kommet på bordet!

Bagefter hældte vi den sidste dunk diesel på tanken og den kunne lige akkurat være der.

Da der var under 190 m hen til dieseltanken, fik vi fyldt 40 liter på vores 4 dunke. Vi har altså indtil nu brugt 40 l diesel på turen!

Derefter var der dømt total afslapning! Det regnede resten af dagen, men vi havde det trygt og varmt ombord.

Fredag sov vi lidt længe og efter morgenmaden gik vi en tur op i gågaden, hvor vi fik en lille drink:

På vej tilbage til båden fik vi handlet lidt, men vi snakkede om, at vi godt kunne mærke drinken, så den var nok lidt stærkere end vi havde regnet med. Vi sprang derfor øl og snaps over – og efter frokosten tog vi en ordentlig lur!

Til Assens

I dag har vi været afsted i 2 uger og vi sejlede ud kl 7:50 og gik for motor det første lille stykke sønden om Fænø i svag vind lige forfra.
Derefter satte vi sejl og vinden lå mellem 5-7 m/s fra sv, altså lige fra siden. Det gik rigtig godt med farten gennem vandet 6,5-6,8 knob – men farten over grunden var 1-1,5 knob lavere pga modstrøm.
Ca halvvejs klarede det fuldstændig op.
Kl 10:40 / log 242 gik vi ind i Assens Marina.

Dag 14 – 28/6 – 16 sm – 2:50

Det var nu blevet herligt vejr og vi fik shorts på og gik en tur op i byen. KK skulle nemlig hente en pakke, som han bestilte i onsdags til levering her i Assens. Det skyede op medens vi gik tilbage til Marinaen, hvor frokosten kom på bordet😃

Der er mange hyggelige gader i Assens
Der er mange hyggelige gader i Assens

Vi gik en tur op i gågaden og var forbi en pakkebutik, hvortil KK havde fået sendt en pakke.

Der var som sædvanligt meldt om frisk vind søndag, så vi besluttede at blive en dag til i Assens.

Søndag sov vi længe og hyggede med morgenmaden. Bagefter gik vi op og handlede ind, så vi kunne holde den gående i nogle dage.

Derefter afslapning i cockpittet i det dejlige vejr.

Til Fjellebroen

Vi stod tidligt op og 7:40 stævnede vi ud og satte sejl. Da vi slækkede ud og drejede vestover gik vi 7,5 knob på GPS’en og altså 1 knobs medstrøm. Det lovede godt – meeen – sådan gik det ikke ret længe, for da vi vendte stævnen sydpå, så kom vinden meget agten ind ligesom medstrømmen forsvandt og faktisk gik lidt imod.

Helnæs Fyr tværs

Men blå himmel og en smule køligt, da sejlene fuldstændig skyggede for solen.

Boyden-Fynshav færgen på vej mod Fynshav

Det gik langsomt, men sikkert fremad! Et par gange havde vi startet motoren, når farten gik under 3 knob.

Vue ind mod Faaborg
Dag 16 – 30/6 – 29 sm – 5:35

Vi fik både morgenmad og frokost undervejs og kl 13:15 / log 271 anløb vi Fjellebroen, som ligger på Sydfyn. Så nu er vi fremme i det planlagte område.

Gammelt Gæstgiveri
Grace i Fjellebroen

Til Skarø

Dag 17 – 1/7 – 7 sm – 1:30

I dag stod vi op til et fantastisk vejr! Vi spiste morgenmad, gjorde klar og kl. 9:45 tøffede vi ud og satte sejl. Vi krydsede ud af renden og godt udenfor den lille fjord kunne vi gå over stag og stå op ind mod Svendborgsund. Udfor Skarø gik vi over stag igen og uden for havnen tog vi sejlene ned og fik en fin plads i havnen kl. 10:15 / log 278.

Det var godt nok varmt! Efter frokost gik vi en lille tur men endte hurtigt tilbage i cockpittet, hvor vi fik sat solskærmen op. Vi lå og gassers os i skyggen hele eftermiddagen. Efter aftensmaden var vi oppe i den lille “by” og fik en økologisk isvaffel.

Is-Caféen
Gadekæret
Dag 18 – 2/7 – 5 sm – 1:30

Til Drejø

I dag havde vi igen god tid og spiste morgenmad og kl 10:05 tøffede vi ud og sejlede med uret rundt om Skarø og kl 11:05 /log 283 gik vi ind i en næsten tom havn på Drejø. Vi har lige checket vejrudsigten og det ser ud til, at vi bliver her i morgen også, da der skulle komme temmelig frisk vind fra vest. Men pyt – her er dejligt😎

Næste dag, torsdag, blev vi liggende på Drejø, da vinden var endog meget frisk.

Grace på Drejø

Vi gik en lang tur rundt på øen og var bl.a. inde og se kirken.

Dag 20 – 4/7 – 11 sm – 1:45

Til Strynø

Fredag sejlede vi ud kl. 8:35 og satte sejl. Der var en jævn vind lidt agten for tværs og der var sol, men også skyer. Kl. 10:20 / log 294 gik vi ind på Strynø og fik en plads langs kajen.

Da vi havde klaret op gik vi en tur op på øen. Husene var endog meget velholdt og der var dejligt. Tilbage på havnen besluttede vi at sejle videre, da vinden i løbet af dagen/aftenen/natten ville dreje lidt, øge i styrke og trykke os ind mod kajen.

Grace på Strynø
Dag 20 – 4/7 – 4 sm – 0:45

Kl. 12:00 tøffede vi derfor ud igen og rullede fokken ud. Kl. 12:45 / log 298 gik vi ind på en fin pæleplads i Rudkøbing på Langeland.

Men altså 3 sydfynske øer i træk: Skarø – Dreje – Strynø.

Nu må vi se, hvad vi finder på…

Lørdag sov vi længe, da det både regnede og blæste! Sidst på formiddagen gik vi op og handlede lidt ind. Vi gik en lidt anden vej, hvor der var mange sjove, små huse:

Til Nyborg

Det er idag 3 uger siden vi sejlede hjemmefra og vi valgte at fortsætte nordpå, selvom der var lidt frisk vind. Den skulle dog langsomt tage af – og det gjorde den også sidst på formiddagen.

På vej ud for at sejle under Langelandsbroen


Vi stod ud kl 9:05. Da vinden var stort set agten ind, valgte vi at sejle kun med fokken. Det fremgik af strømprognoserne, at vi skulle have medstrøm. Det var der bare ikke nogen der havde fortalt vandet! For det løb imod os, især på det første snævre løb, hvor den var 1,5 knob imod!


Nå, vi kom da fremad og da regnen kom, var vi klar og havde regntøj på. Det tog vi af sidst på formiddagen, hvor det også blev varmere.
Kl 13:35 / log 322 gik vi ind i Nyborg. Vi havde egentlig kodet Kerteminde ind, men KK gad ikke længere, da det rullede ganske meget (og han kunne ikke nå i havn inden Formel 1 begyndte).

Grace I Nyborg